Danske Studier 1912

EFTERSLÆT TIL LOKE-MYTERNE
I. LOEKE, LODDER I FLAMSK FOLKETRO
AF
H. GRONER NIELSEN OG AXEL OLRIK
I tidligere tid har man alene haft nordiske vidnesbyrd om Lokes
forekomst i folketro. I DSt. 1908 påvistes hans forekomst i en engelsk
trylleformel. Og nylig er der rejst spbrsmål om hans forekomst som et
ejendommeligt væsen i flamsk folketro.
Der er på det flamske akademis bekostning udkommet en meget
værdifuld sagnsamling: Is. Teirlinck, Brabantsch sagenboek (Eerste deel:
Mythologisehe sagen — Duivelsagen. Gent 1909). Blandt de samlende
overblik og kortfattede jævnførelser, hvoraf skriftet har mange særdeles
nyttige, sporges der i et af dem, om et særlig flamsk, eller rettere særlig
brabantsk, spbgelsevæsen Kludde, Lodder, Loeke har med eddamytologiens
Loourr, Loki at gore.
Inden her forsøges et svar på sporsmålet, skal der gives lidt fyldige
almindelige opgivelser om dette væsens art.
„Kludde", hedder det, er en slags ond ånd, der er meget velkendt
i en stor del af Brabant og Flandern, især på slettelaadet. Han er af
meget omskiftelig skikkelse. Bønderne er så bange for ham at de om
aftenen ikke tor gå i noget krat, nogen skov eller vej, hvor efter almindelig
mening Kludde opholder sig. Stædige børn kan man kue ved
at true dem med Kludde. Unge piger anser ham for en nattedjævel
(incubus) og er meget bange for ham. Efter folkets tro skal Kludde
kunne antage sig alskens skikkelser og være en rigtig Proteus. Snart
skaber han sig til et træ, forst ganske lille, men hurtig groende storre,
og stadig voksende indtil toppen når himmelen, og så væltende alt
omkring sig. Til anden tid viser han sig som en stor sort hund, som
løber på bagbenene og rasler med en lænke den har om halsen. Uventet
springer han på en enlig vandrer, kaster ham om og iler så pludselig
bort. Oftest er Kludde en gammel mager hest, til skræk for staldkarlene.
De fortæller at når de om aftenen bringer deres heste på græs og så
om morgenen tror at springe op på deres egen velkendte hest, at de så
1 Jf. Axel Olrik, Myterne om Loke (Festskrift til H. F. Feilberg, 1911,
s. 54.8—93).