Danske Studier 1912

EFTERSLÆT TIL LOKE-MYTERNE 99
og Åimåtar; den sammenhæng der er imellem de to væsner kan ikke
læses ud af de nordiske navne, men den finske trylleformel åbenbarer os
at det er vinden der gor „Nålekvinden" svanger. En gang optræder
hun med navnet Naata, måske fejl for Naala (< nord. Nål). Foruden
Nål optræder Laufey som Lokes mor; første del er afledt af lauf, løv,
sidste led er et som oftere findes i kvindenavne (Bjargey o. 1.); navnet
i sin helhed kan snarest udtrykke tanken „løvmøen" 1 . Laviatar, Loviatar
(osv.), som ikke har nogen rimelig forklaring i finsk sprog, vil være forståeligt
som en afledning af nordisk lauf, o: som en halv oversættelse
af Laufey: „løvmøen". Stadig altså samme grundmotiv, at vinden gor
træet svangert med uvætterne.
I den finske trylleformel er der kun tre virkelig typiske sonner af
vinden og Laviatar: „den krøble", „den lamme* og „den helt blinde".
I nordisk er der en flok af tre brødre: Loki, Byleiptr og Helblindi, der
må opfattes som sonner af Fårbauti og Nål eller Laufey. Navnet på
sidste led i rækken, „den helt blinde", og „den dødsblinde" (o: Helblindi,
blind som selve dødsmorket) 2 er så nær overensstemmende, at slægtskab
også for disse led af ætten er sandsynligt. Dog lader Loki og Byleiptr
sig ikke umiddelbart sætte lig med „den krøble* og „den lamme* 3 .
Således har hele personalet i den finske trylleformel sine tilsvarende
i Lokestamtavlen: vinden og træet og de tre onde sonner med „den
blinde" som tyngdepunkt. Men i trylleformlen er der en levende og
og naturbunden sammenhæng; i eddamytologien er den stivnet til genealogi,
og er for så vidt ændret som Loke er blevet dens ubetingede midtpunkt.
Den hele overensstemmelse må utvivlsomt forklares ved at finsk har
lånt hos nordisk. Men lånet er sket fra en sagnform der lå forud for
eddamytologien. Da alle elementer i den finske trylleformel svarer til
Lokestamtavlen, må lånet vistnok være sket ikke gennem spredte mytelån
men ved overtagelse af en nordisk trylleformel der var væsenlig ligelydende
med normalformen af den finske. Vi behøver ikke at ty til antagelsen
af en række forskellige nordiske myter eller trylleformler, der
hver skulde have tilført Finnerne nogle nordiske træk. Én trylleformel
er tilstrækkelig; kun synes den i forskellige egne at være sungen om
Nål O Åimiitar) og Laufey (> Laviatar); den forste har muligvis gået
gennem en overgangsform hvor navnet Nål (> *Naala > Naata) endnu
var beholdt.
Det synes vanskeligt at tidsfæste denne overførelse ved sproglige
kendetegn. Laviatar (•< Lauf-) kan gå tilbage til urnordisk tid, men
1 „Løv-ø* kan fra skjaldesprogets standpunkt også opfattes som en „kenning*
for „træ"; men overfor et navn der optræder mytisk forstenet i et af de
ældste eddakvad er det tvivlsomt om vi tor anvende det særlige digtersprogs
art af omskrivninger. For øvrigt vil de to tolkninger i praksis gå ud på et og
det samme: „træ*. * Samme udtryk i en opskrift af den finske trylleformel
om Louhietars ni sonner, der slutter med at tryllesangeren vil skyde og opbrænde
,dødens dødsblinde orm" (o: tandsmærteme; Setala 226). 3 Setala
228 opfatter Byleistr (IJ^Ieiptr) som *Bil-leistr („den der mangler fod") = „den
krøble" eller „den lamme"; men lydformen tillader næppe noget i i forste
stavelse.
7*