Danske Studier 1912

NORDFYNSK BONDELIV 115
delse vidt forskellig fra Slaveklassen i Amerika og maa i det hele og
store opfattes som det Bundfald, der nødvendigvis maatte udskille sig i
et Samfund som det, der havde udviklet sig i Norden paa den Tid, der
her er Tale om. Det var en Samfundsklasse, som ganske vist indeholdt
mange fremmede Bestanddele, baade Krigsfanger og købte Trælle, men
som bestod i Kraft af den Lagdeling i Samfundet, der var en Følge af
den fremskredne Kultur. I de helt primitive, ikke bofaste Samfund, som
hos de nordamerikanske Indianere, er der ingen Trælle, og man har
sikkert heller ikke havt saadanne i de ældste forhistoriske Tider i Europa,
men om det end ikke kan benægtes, at Trælleklassen i Norden
har indeholdt Rester af en undertvungen Urbefolkning, saa ligger der
under alle Omstændigheder ikke noget Bevis for, at det har været Tilfældet,
i de bevarede Skildringer af Trællenes Udseende. Naar man
under Hensyn til, at Rigsthula rimeligvis skildrer en af Vikingenybygderne
paa de britiske Øer, har ment, at Trællens mørke Haar synes at vidne
om, at han har undertvungne Kelters Blod i sine Aarer, er der hertil
at bemærke, at der ikke vides noget sikkert om Kelternes Haarfarve og
forøvrigt heller ikke om Trællens; Trællebarnet kaldes blot „svartan",
hvilket efter Omstændighederne meget godt kan betyde, at det var snavset,
men det udelukker selvfølgeligt ikke, at det var af keltisk Æt.
Søren Hansen.
NORDFYNSK BONDELIV.
Christine Reimer, Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde. II. Odense 1912.
Anden del af dette værk, hvis første, i 1910 udkomne del har
været omtalt her i tidsskriftet, omhandler væsentlig almuens klædedragt
og sysler, dels landbrug og husdyravl, dels og fornemmelig kvindernes
hjemmearbejde, især madlavning. Frk. Reimer viser sig også i dette bind
som en livlig og kundskabsrig fortællerske, der har godt greb på at
skildre de gammeldags sæder og skikke, sysler og arbejdsmåder, og ordningen
af stoffet er vel så god som i første bind, måske fordi den mere
materielle side af den gamle bondekultur er forholdsvis lettere at få skik
på. Mod det sproguge kan der dog gøres en og anden indvending.
Lydskriften er lige som i første del noget mangelfuld, og stilen ikke
altid upåklagelig; det er ikke godt dansk at skrive: „undvære den Hovro
ikke at kunne høre Klokken pikke" (s. 140); det er uheldigt at stave
navnet på korn- og melkister bind i steden for bing (s. 181); en harve
har ikke tænger (s. 253), men tænder. Når navnet på salt suppe, mad-så,
s. 170 forklares som mad-ogsd (!), vidner det om mangel på kendskab
til det gammeldanske ord sddd, suppe. — Disse enkelte indvendinger
forringer dog ikke forfatterindens fortjenester af med kyndig hånd at
have samlet og bearbejdet det omfattende stof i en letlæselig ffemstilling.
Hendes bog fortjener at blive kendt i de videste kredse, og man må
8*