Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

ansat længere. A fortæller at ”det fløj bare ud af munden på mig”.
Imidlertid var A via samme chef blevet introduceret til hjemmeværnet. A siger, at
hjemmeværnet jo var et barn af modstandskampen og han gik meget op i det - fik
uniform og var til øvelser. A beretter videre, at det desværre på et tidspunkt tog
overhånd, og han begyndte at se nazister i alle mennesker. I denne periode var han
fortsat tilknyttet hjemmeværnet, og havde desuden et job som hjemmehjælper for en
spastisk lammet pige. Han hjalp denne pige igennem 3-4- mdr., og det gik faktisk
godt, men sideløbende med denne beskæftigelse, forestillede han sig, at han var
“uncover agent” i hjemmeværnet. På et tidspunkt malede han sig i fuld krigsmaling,
sparkede til en bil og blev anholdt og sat i detentionen, idet politiet troede, han var
beruset. A betegner selv dette som starten til sin psykose, og siger, at han var glad
for, at han ikke havde adgang til våben.
For at komme ud af cellen, hvor han følte sig desperat, foregav han at ville kvæle sig
selv, og fortæller siden hen at skuespillet lykkedes, men at han efterfølgende blev
tvangsindlagt på KKH i foråret 1995.
Indlæggelse
Under 1. indlæggelse fik han besøg af faderen, som var venlig og støttende. Han ville
også gerne have haft besøg af sine halvsøskende, men de kom ikke og moderen
magtede ikke at tage sig af ham.
Aktuelt op til deltagelsen i musikterapi projektet.
I august 1995 er As psykose klinget af. Han føler sig nu blot deprimeret, sover dårligt
og føler at alt kan være lige meget.
Han tænker meget på sin fortid, især på perioden efter forældrenes skilsmisse. Han
siger, at han føler sig meget flov over sine psykiske problemer, og skjuler sig derfor
noget overfor faderen, som han mener forstår ham bedst, mens han mener, at
moderen slet ikke har overskud til at engagere sig i hans problemer.
I september 1995 beskrives A diagnostisk som skizofrenisuspekt med obs. på en
endogen depression. Han har udprægede døgnsvingninger, og overflyttes til SHH til
længerevarende behandling og diagnostisk afklaring.
A er først skeptisk overfor denne overflytning, idet han har hørt så meget negativt om
SHH igennem pressen, men senere bliver han glad for flytningen og personalet.
Han bliver medicineret med orap. Der er ingen kendte somatiske klager. Objektivt
psykisk fremstår han genert og ordknap og meget tillukket. På afdelingen, som er en
134