Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

sandheden, hvilket efter hans mening er at lede efter noget som ikke findes. Bruscia
skriver desuden i 1998 at:
they have very different goals and methods, and mutually exclusive philosophical
assumptions about the nature of truth, reality and knowledge hereof……these
differences are so pervasive that they make the paradigms mutually exclusive; they
cannot be reconciled or combined, and their defensives cannot be ignored or
minimized. (Bruscia, Journal of Music Therapy, fall1998)
I denne forbindelse nævner Bruscia, at Aldridge (1996 s. 104) i stedet for at
blande metoderne foreslår en tolerance overfor begge, et synspunkt jeg kan tilslutte
mig. Jeg mener at begge orienteringer har stor berettigelse indenfor musikterapi i
bred forstand, fordi der udfra begge retninger kan stilles relevante og påtrængende
spørgsmål. Men med hensyn til musikterapi snævert defineret som psykoterapi,
mener jeg slet ikke det er muligt at arbejde udfra en ”ren” positivistisk synsvinkel,
hvilket jeg vil forsøge at uddybe i det følgende.
Metoderne kan holdes op mod hinanden, men ”verden” anskues udfra meget
forskellige synspunkter. Hvis man arbejder kvalitativt, vil man søge efter
kontekstuelle (ofte skjulte) og lokale sammenhænge, og hvis man er kvantitativt
orienteret, vil man søge efter globale sandheder. Netop forståelsen af
sandhedsbegrebet udgør en central forskel. 11
Et typisk relevant spørgsmål er om terapien virker, og hvad i forbindelse med
terapien der virker. Dette spørgsmål kan man (groft sagt) forsøge at besvare enten
udfra kvantitativ måling eller udfra kvalitativ beskrivelse og fortolkning. Imidlertid
11 Ricoeur, som jeg vender tilbage til senere i afhandlingen, har foreslået en
sammenhæng mellem kvantitativ og kvalitativ forskning udfra et tidsperspektiv.
Nerheim (1995 s. 313) skriver at: Riceour opphever denne ulykkelige kulturelle
splittelsen ved å appelere til en tidserfaring som ligger dybere enn både den
naturvitenskabelige og den eksistentielt erfarte tiden: den historiske tid. Den historiske
tiden er både noe ytre, for så vidt som den refererer til en ordnet kontinuelig
sammenheng, og en ”indre tidsbevissthet”, fordi den bestemmes ut fra skjellsettende
hendelser som mennsket har oplevd som vesentlig for sin egen skjebne. Riceour
forbinder altså den ”kvantitative” tid med den ”kvalitative” tid via historien – som i
denne afhandling er patienternes konstruerede historier om sig selv, og min
konstruerede historie om dem.
61