Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

I september 1992 blev han indlagt på Hvidovre Hospital til undersøgelse.
Her gik han til ambulant behandling indtil foråret 1994, og gennemgik flere
smertefulde undersøgelser uden klart resultat.
Efter disse undersøgelser brød C sammen og mente, at der måtte være noget galt.
Under samtale med psykiater kom det frem, at han havde selvmordstanker.
C blev i efteråret 94 indlagt på Brøndbylund, ved ankomsten blev han beskrevet som
uden formelle tankeforstyrrelser, men at hans tankegang indimellem forekom yderst
konkret. Han virkede umoden, vagtsom og garderet - en person i en tilstand præget af
hypokondri med habituelt udtalte kontaktvanskeligheder.
C har selv siden hen beskrevet, at han var bange for at tale med personalet, og bange
for at det de bød ham at drikke var forgiftet. Han følte sig utryg ved alle mennesker
Kommunikationen med personalet foregik i en periode pr. brev.
Herefter fulgte et suicidalforsøg, hvor C spiste al sin ordinerede medicin på en gang,
men vågnede dagen efter og erkendte, at han virkelig havde brug for hjælp.
I 1994 bliver C forsat forsøgt udredt neurologisk, og der konstateres, at der er
nedsat muskelfylde i det ene ben, men neuromedicinske undersøgelser kunne ikke
påvise nogen muskellidelse. Atrofien kan skyldes inaktivitet.
C bliver testet psykologisk, og hans tilstand bliver beskrevet som præget af formelle
tankeforstyrrelser: Han fremtræder passivt, kontaktforstyrret, og man mener, at der
kunne være tale om en skizotypisk lidelse.
I Januar 95 blev C overflyttet til en døgnafdeling med vedvarende suicidal
tankevirksomhed. Han beskrev at han var delt på midten, den højre side sagde at han
skulle begå selvmord og den venstre sagde at han skulle kæmpe videre. Det var et
helvede. I midten føltes det som om der var torden og lyn ild. Han blev i denne periode
flere gange overflyttet til lukket afdeling p.gr.a. selvmordstanker.
C fortalte ikke om tankernes billedmæssige indhold til nogen på dette tidspunkt,
selvom han på flere andre punkter var blevet mere åben overfor personalet, blandt
andet en psykolog på afdelingen. C følte sig tiltagende isoleret og var efterhånden
uden venner.
I februar 95 foretages endnu en muskelbiopsi, og C mener fortsat er hans lidelse
udelukkende er af somatisk karakter. Svaret på biopsien er usikkert: En malign
hypertermi bringes på bane som en evt. familiær lidelse, men alt i alt ses denne
muskelsygdom ikke som noget særligt alvorligt eller invaliderende, hvilket formidles til
ham. C er meget utilfreds med, at der ikke synes at kunne komme et klart svar på den
194