Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

måske lyde banalt, men det er vigtigt at tænke på, at det kan opleves som
”livsnødvendigt” for patienten at overleve de første sessioner. Ofte var patienterne
generelt friere kommunikerende efter end før lytningen, og jeg har overvejet hvad
årsagen til dette kan være. Udfra anamnesen hos de patienter jeg har analyseret i
dybden fremgår, at de alle var præget af lav selvtillid og selvværd. I og med
patienterne erfarer, at de kan forbinde musik og billeddannelse med kræfter i sig
selv, bevirker dette, at de i situationen opnår en ”mestringsfornemmelse”, hvilket
(grundlæggende) øger deres selvtillid og selvværd. Det lykkes for patienten at
transformere stimuli til indre meningsfulde sanseoplevelser, der videre
transformeres videre til billeder, følelser som ofte indgår en sammenhæng baseret
på musikkens struktur. Hermed kan patienten opnå en fornemmelse af selv-
sammenhæng, indre kontinuitet, og affektiv tilknytning. En selvoplevelse på et
sansemæssigt, billedmæssigt emotionelt, og til tider også selvreflektivt niveau.
Dette er netop disse grundlæggende selv-kvaliteter som i varierende udstrækning er
”ude af drift” i den psykotiske tilstand.
De Backer ( s. 29 i afhandlingen) nævner, er det væsentligt at skelne mellem
regression som medfører en følelse af velvære, og patologisk regression, som
medfører en følelse af angst og bekymring. Musikkens mest grundlæggende
funktion overfor patienten i den kliniske setting er derfor i første instans at inducere
en behagelig stemning.
I psykodynamisk teori vil stadiet af velvære (som nævnt s.29) kunne beskrives som
regression til en symbioselignende tilstand, hvor det totalt gode, symbolsk set, er
moderen der mader spædbarnet i en lykketilstand. Tryghedsskabende elementer i
musikken (f.eks. milde toner og harmonier, en forudsigelig struktur, og et
behageligt tempo – eksempelvis kan Pachelbels Canon i D opleves sådan) har til
hensigt at skabe en følelse af tryghed i patienten, som lægger en dæmper på
angstniveauet i den terapeutiske situation, og i videre forstand lægger afstand til
den ultimative angst - det totalt onde -( i Kleinianske termer: det straffende
fraværende bryst), som i visse tilfælde truer med at udslette barnet.
Musikkens terapeutiske rolle i nærværende setting er i første omgang at
kompensere for angsten for udslettelse, og senere at medvirke til at bibringe
patienten den erfaring at både lyse og mørkere eller mere drastiske stemninger kan
overleves og dermed integreres. Musikkens flertydighed rummer mulighed for at
333