Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

Kliniske og forskningsmæssige eksempler på Musikterapi i psykiatrien
I de senere år er der sket en væsentlig stigning i antallet af behandlingstiltag med
musikterapi overfor psykiatriske patienter. Dette afspejles i litteraturen f.eks. i case
studies, hvor det overordnede fokus ofte omhandler patienternes evne til relatere sig i
den terapeutiske kontekst, i forholdet til terapeuten i den improvisatoriske relation, og
i det hele taget generelt i livet.
Musikterapi anvendes også i stor udstrækning overfor yngre patienter.
I artiklen: Drumming Technique for Assertiveness and Anger Management in the Short-term
Psychiatric Setting for Adult and Adolescent Survivors of Trauma beskriver musikterapeuten
Cyd Slotoroff (USA) improvisationsteknikker såsom trommespil og kognitive
adfærdsmetoder udfra hensigten: To Address Issues of Power in an Experimental and
Symbolic Manner. (Slotoroff 1994)
Musikterapi anvendes også i behandling af anorexi/bulimi. Roberta W. Justice giver i
artiklen: Music therapy interventions for people with eating disorders in a inpatient setting
eksempler på brug af musikterapi interventioner i behandlingen og diskuterer brugen
af: Music reinforced relaxation techniques, structured music therapy group techniques, and
insight-oriented music and imagery techniques. (Justice, 1994)
I forskningsmæssig sammenhæng ses et stigende antal rapporter og afhandlinger.
F.eks. beskriver Van Den Hurk og Smeijsters (Holland) en udvikling hos en mand med
obsessive compulsive disorder, som via musikterapi, primært udfra en improvisatorisk
model, gradvist bliver i stand til at træffe væsentlige beslutninger for sig selv, som han
tidligere var ude af stand til at træffe. Forfatterne beskriver musikterapien bl.a. udfra
konstruktioner som ”The Creative Performance that brings Healing”(Winnicott 1971). I
løbet af terapien lykkedes det patienten at opnå et mindre fastlåst forhold til sin
affektforvaltning. Patienten turde derfor gradvist at udtrykke sig friere, og dermed
styrkedes hans evne til at træffe beslutninger. Forfatterne beskriver, at terapeuten
havde en vekslende rolle som henholdsvis førende (provokerende, modspillende) og
følgende, understøttende i det fælles samspil, som udgjorde en del af terapien, og hjalp
patienten med at træffe beslutninger i selve sessionerne.
18