Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

Udviklingspsykologiske perspektiver
Objektrelationsteorien - en nutidig Psykoanalysemodel
I dag domineres det psykoanalytiske/psykodynamiske felt primært af 31 ego-
psykologien - som er udsprunget af Freuds oprindelige driftsteori - og
objektrelationsteorien.
Forskellen mellem egopsykologien og objektrelationsteorien er, at i egopsykologien
spiller drifterne (seksualitet og aggression) og barnets veje til at håndtere
driftsspænding en primær rolle i forhold til relationen til andre objekter. I
objektrelationsteorien er det omvendt. Her går man ud fra at drifterne optræder i
en kontekst med andre objekter (personer), mens udløsning af driftsspænding i sig
selv har sekundær betydning. Objektrelationsteoretikeren Fainbairn foreslår endog
direkte, at drifterne primært er rettet mod objektsøgning, snarere end mod
spændingsreduktion.
Udtrykt simpelt omhandler objektrelationsteorien en transformation af
interpersonelle relationer til internaliserede repræsentationer af disse forhold
(Fairbairn 1952). I barnets tidligste år skabes positive prototyper af kærlighed og
omsorg f.eks. under amning. Disse prototyper indbefatter: (1) en positiv opfattelse
af selvet, (barnet som selv-forsørger), (2) moderen (som omsorgsfuld og
nærværende) og (3) en positiv affektiv oplevelse (velvære, tilfredsstillelse). Modsat,
når barnet bliver sultent og moderen (eller dennes stedfortræder), ikke er
umiddelbart tilstede opstår prototyper af negativ observans. Hvilket er: (1) en
negativ selvopfattelse (det krævende, frustrerede barn), (2) det uopmærksomme,
frustrerende objekt (den uopnåelige moder), og (3) negativ affektiv oplevelse af
vrede og måske terror eller frygt. (Fairbairn 1955).
Om disse to oplevelsessæt skriver Ogden (1989): Ultimately, these two experiences
are internalised as two opposing sets of object relationships consisting of a self-
representation, an object-representation, and an affect linking the two (Ogden 1989).
Internaliseringen af moderen, der ofte omtales som en introjektion, begynder som
en fysisk perception af moderen f.eks. under amning, men denne oplevelse får
ifølge Schafer (1968) først mening for barnet, når dette er i stand til at skelne
mellem ydre og indre. Dette sker når barnet er ca. 6 måneder.
31 Om betragtninger vedr. ”ego” og ”selv” se bilag nr. 3.
83