Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

Skizofreni -psykopatologi
Historisk baggrund for skizofreni
Diagnosen skizofreni er udledt af det tidligere brugte dementia præcox. Det var især
den østrigske psykiater E. Bleuler (1857- 1939) som igennem et livslangt kendskab og
arbejde med sygdommen, ændrede betegnelsen dementia præcox til skizofreni, da
sygdommen viste sig ikke at bero på sløvhed, og ikke kun ramte unge mennesker.
I Psykiatrifondens bog om skizofreni (Gerlach et al. 1997) beskrives sygdommen som
en anlægsbetinget psykose, men der gøres dog opmærksom på, at også andre faktorer
må spille en rolle, og her nævnes miljømæssige belastninger eller biokemiske
forstyrrelser i hjernen, måske hidrørende fra tidlige, fysiske hjerneskader. Det påpeges
desuden, at der i Skandinavien er tradition for at skelne mellem de ægte skizofrenier
med en dårlig prognose, og de mere godartede skizofreni-lignende eller skizofreniforme
psykoser, som har en bedre prognose, og at disse i mange tilfælde kan ses alene på
baggrund af skadelige miljøpåvirkninger i barndommen. Et synspunkt som er relevant
ift. min undersøgelse, idet 3 patienter i undersøgelsen er diagnosticeret som skizofrene,
1 patient er skizoaffektiv og 5 patienter er diagnosticeret som skizotypiske.
Professor J. D. Johansen (1986) beskriver skizofreni som den ene af de tre store
psykoser (de andre er paranoia og manio-depressiv psykose).
Sygdommen betragtes psykoanalytisk som en narcissistisk neurose, hvor visse katatone
former antages at stamme fra den allertidligste autoerotiske fase. Johansen anfører, at
dette vanskeliggør den psykoanalytiske terapis chance..
…. da en regression til et så tidligt stadium, med meget lidt udbyggede objektrelationer
besværliggør muligheden for etableringen af en overføringssituation. Dog hævner
adskillige psykoanalytikere at have behandlet skizofreni med held (Johansen, 1986).
Årsagshypoteser
I dag betragtes skizofreni som en udviklingsforstyrrelse dvs. en sygdom, der kan føres
tilbage til et tidligt tidspunkt i udviklingen evt. helt tilbage i fostertilstanden, men der er
fortsat stor usikkerhed om årsagen til skizofreni. Benedetti hævder i bogen Skizofreni
og Psykoterapi (Benedetti 1983), at de hereditære anlæg til skizofreni ikke kan
afhænge af et sygdomsfremkaldende gen alene, idet man ellers ikke kan forklare,
hvorfor sygdomsrisikoen er konstant på omkring 1%, selvom fertiliteten hos skizofreni
19