Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

konkrete restitueringstegn skaber rum for bearbejdning også af den
traumatiske del af oplevelsen.(Pt. C sess. 28)
Endelig udtrykker billeder ofte en umiddelbar kvalitet eller grad ved en følelse.
Billeder er især gode til at beskrive komplicerede affektive stadier og sansning
af traumatiske hændelser, som kan være svære at forklare/verbalisere. Se
f.eks. Pt. B sess. 1 hvor psykisk disintegration blev udtrykt.
Billeddannelsen, som opstår via musikken og/eller guidningen, er
omdrejningspunktet mellem patientens forståelse af sig selv som konkret tænkende
eller som symbolsk tænkende. F.eks. får patienten positive selvbilleder som lukker
op for en diskurs om pt. s historie. Ved overhovedet at tale om – og tematisere
selvet – åbnes mulighed for også at nå ind i mere problematiske områder i
patientens forhistorie. Billeddannelsen konfigurerer ofte objekt relationer, og
gennem sammen ligning mellem de forskellige sessioner fremstår specifikke objekt-
relationsmønstre. Billeddannelsen i en enkelt session kan også synliggøre
forskellige sider af patientens jeg-oplevelse. F.eks. Pt. B der i session 18, oplevede
sig selv som skiftevis aggressor og offer. Billedet kan forstås som en ”rolle- model”
egenskab, der kan diskuteres udfra, og f.eks. skyld eller skamfølelser kan
behandles. P.gr.a. den flygtige narrative “film” kan skiftende bevidste og ubevidste
selvidentifikationer opfanges, hvilket ellers sikkert ville være vanskeligt i en
almindelig leksikal sammenhæng.
Et andet aspekt i betydningen af billeddannelsen er metaforforståelsen. Udfra
identifikationen af den metaforiske proces (som omtalt på side 287ff.) ses, at
metaforen er en symbolsk repræsentation af selv-tilstande, og at den differentiering
som pr. definition ligger i metaforen - at en ting beskrives udfra en anden, så der
udfra denne sammenligning dannes en ”tredje ting” – i sig selv indebærer
mulighed for psykisk udvikling set ift. antagelsen om den skizofrene patients
konkrete éndimensionelle tænkemåde. Patienten (og behandleren) får via
metaforen en mulighed for at opleve sig selv fra en ny vinkel. Det er derfor et meget
væsentligt punkt i forhold til skizofrenes udvikling, når Siegelman (s. 288 i
afhandlingen) påpeger, at det er igennem metaforen selv, at sproget udvikles, og at
metaforen er forbundet med primærprocessproget, som den skizofrene patient
tankeverden ofte er præget af. Jeg forstår primærproces sproget som symbolsk og
abstrakt - det sprog vi anvender når vi drømmer, men den skizofrene patient i
psykotisk tilstand opfatter/gestalter og handler udfra det symbolske sprog, som om
341