Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

casestudies beskrevet, hvorledes musikterapi kan hjælpe patienter, som udfra
assessment ikke er velegnede til konventionel psykoterapi. Forfatterne angiver, at
effekten af musikterapi kan opsummeres udfra to grundlæggende komponenter, nemlig
- at metoden stimulerer følelser gennem dramatisering i en betryggende ramme, og at
metoden åbner nye kommunikationskanaler. (Berrutti et al. 1993)
I England har David John i 1995 i behandling af psykotiske patienter også beskrevet
forholdet mellem terapeut og klient, i en casestory med en midaldrende skizofren
patient. John hjalp patienten til at acceptere og rumme truende følelser, som kom til
udtryk i patientens tonesprog. John anvendte Melanie Kleins beskrivelse af splitting og
projektiv identifikation som forsvarsmanøvre mod en egentlig relation i musikterapi
situationen, samt Bions koncept om ”maternal reverie” forstået som en container for
patientens emotionelle liv. (John 1995). I musikterapisituationen udtrykte patienten
truende følelser gennem tonerne, som blev modtaget og rummet af terapeuten i rollen
som modtager af patientens konfliktfyldte materiale. John beskriver, at hans rolle i
terapien var at:
…tolerate and metabolising the feelings of anger, anxiety, frustration, and hopelessness
which were projected into me and understanding these in relation to the patient. (John
1995).
Den Belgiske musikterapeut Jos De Backer anvender også psykodynamiske teorier til at
forklare musikterapeutiske forløb. I en artikel (Backer 1993) som omhandler terapi med
en 12 årig jeg-svag dreng, forklarer De Backer begrebet ”containment” i forhold til ”jeg
svage” patienter i musikterapi. Samspillet foregik i det intermediære rum, som udgør en
psykisk container. De Bacher beskriver, hvorledes den jeg-svage dreng bruger musikken
og det musikalske rum til at udtrykke kaotiske følelser udfra en omnipotent position.
Drengens følelsesudtryk accepteres og spejles af terapeuten i samspillet. De Backer
skriver, at han metaforisk spænder en musikalsk hud ud omkring barnets kaotiske
udfald. Imellem drengens aggressive udladninger, spiller terapeuten mere rolige tonale
tonemønstre. Dette leder efterhånden til, at drengen tør regrediere yderligere og vise sin
hjælpeløshed og sit behov for omsorg. Dette behov spejler terapeuten også tilbage til
barnet via omsorgsfuld musik og sang. Gennem projektiv identifikation (Ogden, 1979)
bliver samspillet gradvist mere struktureret. De Backer anskueliggør, at hvis han havde
valgt en pædagogisk intervention gennem korrektion og rekonstruktion, før drengen
gennem musikken havde fået udtrykt et hav af kaotisk materiale, ville disse truende
impulser være forblevet udenfor kommunikationsfeltet. Dette ville, i drengens fantasi
27