Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

mener jeg ikke, at man meningsfuldt kan isolere effektmåling fra kontekst i
musikterapi, når musikterapien defineres som psykoterapi, fordi terapien
indeholder så mange komplekse psykiske fænomener i forholdet mellem terapeut
og klient. Dette gælder også tests og interviews, som er tilknyttet terapien som for-
og efterundersøgelser. Et eksempel på dette (eller denne problematik), ses i mit
eget forskningsprojekt. Projektet er opdelt i to undersøgelsesenheder: 1. del
omhandler tests og interviews af patienterne foretaget af uvildig psykiater, og 2. del
er en kvalitativ analyse af patienternes billedmateriale med udgangspunkt i deres
oplevelser under musiklytning. I 1. del har vi 12 valgt at bruge en anerkendt
standardiseret kvantitativ test, som omhandler patienternes funktionsniveau før og
efter terapiforløbet – Global Assessment of Functioning (GAF). Fordelen ved den
test er, at den er standardiseret og meget udbredt, og at der findes mange
fællestræk ved menneskelig adfærd som efter min mening med en vis
sandsynlighed kan afspejle et funktionsniveau. Ulempen er, at testen angiver
forhold som er fjernt fra terapisituationen, og derfor spiller mange faktorer ind i
bedømmelsen af, om og i hvor høj grad testen siger noget om udbyttet af terapien.
Desuden bruges testen ofte i kvantitative, kontrollerede forsøg med en
kontrolgruppe, hvilket der ikke er i mit projekt, fordi det primært er kvalitativt
funderet. Det vil dog efter min mening være tankevækkende, og give anledning til
diskussion, hvis testen falder meget anderledes ud end indtrykket af terapien i flg.
den kvalitative undersøgelse. Derfor mener jeg den er relevant. Af større
metateoretisk betydning er dog, at jeg mener at testen også er kontekstbetinget til
en vis grad, idet relationen imellem testeren og patienten har betydning for
resultatet. M.a.o. at testerens forståelse af situationen, og hans/hendes kliniske og
(meta)teoretiske udgangspunkt har betydning for udfaldet af testen. Dette
synspunkt deles af Janos Botscher, 13 der har skrevet artiklen: Crazy Talk Revisited:
A Discursive Psychological Examination of Schizophrenic Discourse (1996) og altså
omhandler samme målgruppe som i nærværende projekt. Botscher skriver bl.a. at:
12 Forskningsteamet, se afsnit om design.
13 Janos V. Botschner er ph.d kandidat i programmet: Applied
Social/Developmental Psychology, på University of Guelph, i Canada,.
62