Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

Små tegn på håb dukker op i hendes billedhistorier, f.eks. sørger hun med gruppen
(19), hvilket indebærer længsel efter heling, og i en af de sidste sessioner siger
hun, da hun sejler af sted i en lille beskeden båd at: historien slutter ikke her – hvilket
jeg anser som et fremtidshåb, og i den afsluttende session “kigger hun efter solen”
- som efter noget hun savner. Kast (1991)skriver i bogen “ Glädje, Inspiration,
Hopp” i svensk oversættelse s. 122:
Hoppet har at göra med att vi inte bare är eller har blivit til, utan at vi alltid också
bliver til. Så længe vi lever har livet denne fremtidsdimention. Det kan inge os angest
eller fylla oss med hopp. Hopp bruker innebäre tröst: “Jag har fått tröst genom att jag
aner något beättre någon gang i framtiden.
Kast skriver, at håbet er den vigtigste funktion med hensyn til at give os tryghed i
livet, og refererer til Eriksons (1966) begreb grundtillid (“Basic Trust”), og nævner,
at mennesker som har grundtillid, generelt også har mere håb. Dette er et centralt
punkt for mine patienter, idet de alle på et tidspunkt har mistet den grundlæggende
tillid, men bl.a. i terapien forsøger at bygge nye broer og (gen)strukturere sig selv.
Men hvordan så med en kritisk forholden sig til håbet. Hvornår er fantasien en
illusion og ikke en vision? Efter min opfattelse beror dette på konteksten, hvori
håbet indgår. Spændingsværdien og spændingsfunktionen er centrale faktorer i
udviklings- perspektivet. Skaber håbsfølelsen positiv drivkraftsfølelse i kroppen,
eller er der blot tale om en illusorisk drømmetilstand, hvor patienten distancerer sig
yderligere fra omverdenen.
Med andre ord er spørgsmålet, hvornår patientens kontakt med fantasien medfører
en øget tilbagetrækning til et autistisk univers, og hvornår fantasierne rummer
kimen til øget selvrealisering. I mit materiale er det sidstnævnte tilfældet når
patienterne (og terapeuterne) undrer sig over metaforiske udsagn, og mærker den
metaforiske spændingstilstand. (f.eks. Pt. C: cyklen på v. side i tredje session og
hans oplevelse på kirkegården i syttende session, som satte voldsomt gang i HJs
indre proces.)
Det, at det metaforiske billedsprog bringes ind i et terapeutisk rum, giver desuden
mulighed at forstå og fastholde patientens situation i sammenhæng, og dermed at
kunne følge regression og progression på nært hold. F.eks. er As ønskedrøm om at
være en “respekteret maskinmester, som sejler på de syv have” dels udtryk for en
idylliseret almen drengefantasi (som A er bevidst om er en fantasi), og dels en
illusion i den forstand, at A nok ikke får mulighed for at realisere denne drøm,
271