Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

I al opfatten og fatten bygger man på og griber ind i allerede foretagne greb og spor,
thi ikke blot sporene, men også begreber og håndgreb (færdigheder og kunnen)står
tilbage og overtages af nye generationer. Enhver aktivitet rummer nye greb og
efterlader nye spor, samtidig med at den bygger på gamle greb og gamle spor. På
samme måde bygger ethvert nyt greb og nyt spor på gamle greb og spor. (Pahuus,
1995)
Den historiske hermeneutik blev afløst af den eksistentielle hermeneutik, hvis
ledende figurer bl.a. er de tyske filosoffer Heidegger og Gadamer. Et fællestræk ved
disse filosoffer er, at de lægger vægt på mennesket som et aktivt væsen der griber
ind i og skaber sin tilværelse. Begge har betydning for nutidig hermeneutisk
behandlingsfilosofi. 29 Heidegger lægger vægt på menneskets fortrolige handlen
med ting som grundlag for egentlig erfaring og kommunikativ kontakt. Heidekker
omtales ofte som ”fundamental-ontolog” og dette synspunkt uddybes af Nerheim
(1995 s. 288) som skriver, at en hovedpointe ved Heideggers projekt er…
… å fremhæve hvorledes de teoretiske og praktiske sider ved menneskets totale
livsudfoldelse kan analyseres i sin sammenhæng, slik det klart fremgår, hvordan de
gjensidig betinger og henviser til hverandre. Altså bliver det muligt at redegjøre for
erkjennelse, logik og sannhet – hele det mennskelige forståelsesperspektiv – innenfor
den samme eksistens-analyse som tar for sig tid, angst og død.
Gadamers bidrag til hermeneutikken har først og fremmest været synspunkter
orienteret mod en udvidelse af den hermeneutiske cirkel udfra begreberne
forudforståelse (forforståelse) og forståelseshorisont. Gadamer lægger vægt på
fortidens stadige indvirkning på nutiden i sit forsøg på at anskueliggøre menneskets
trang til at forstå sig selv og omverdenen. Denne forståelsestrang kommer til udtryk
i mødet med ”den anden”, hvadenten dette er i sproglig henseende eller mere bredt
kommunikativt. Om dette skriver Pahuus (1995), at når en person siger noget til en
anden, så må den anden kunne forstå sproget, men det centrale er altid forståelsen
29 Der er mange væsenlige forskelle mellem deres synspunkter, men idet disse
divergenser vil blive for omfattende at komme ind på i nærværende sammenhæng.
For uddybelse af
divergenser ml. disse filosoffer, belyst udfra nutidig behandling indenfor
sundhedsområdet henvises til Hjördis Nerheim: Vitenskap og Kommunikasion”
(1995): Her skelner Nerheim mellem et Heidegger paradigme, et Ricoeur-
paradigme og et Habermas- paradigme i forhold til behandling udfra hvad Nerheim
benævner: Omsorgens røtter.
78