Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

terapiens afslutning, som de momenter, der har haft størst betydning for dem. Det
ses også at disse momenter fra musiklytningen er kropsligt forankret og indeholder
følelser. Erdonmez nævner desuden at pivotal moments i modsætning til ”peak
experiences” ikke nødvendigvis er ”positive ” oplevelser, men kan være: ”when
embodied, distressful imagery or feelings are confronted and resolved, and this
resolution brings about radical change in the person’s life”.
I min undersøgelse ses ikke så gennemgribende forandringer, men der ses en
tydelig konfiguration (i kategoriseringsmodellen: restituerende faktorer), af
vanskelige billeder og følelser, som dels bliver rummet i gruppen, og skaber
forandring i patientens liv.
Musikvalgets betydning i teoridannelsen
På side 278 omtaler jeg en niveau-opdeling af musikken indenfor GIM terapi, -
begynder programmer, arbejdsprogrammer og avancerede programmer, som er
dannet udfra antagelser om musikken indflydelse / udfordringsgrad på
klienterene. Med hensyn til musikvalget i GIM skriver Lisa Summer at (1995, s.
41ff) at der i klassisk, individuel GIM satses på musik som indeholder elaborerende
og udviklende elementer. Summer giver efterfølgende et eksempel - Mozarts
Klaversonate i A-dur, KV331 - på et stykke musik som til GIM i gængs forstand ikke
er velvalgt, fordi det ikke er tilstrækkeligt komplekst. Set i forhold til patienterne i
mit projekt, ville Mozart stykket sandsynligvis være velvalgt pga. den overskuelige
opbygning: 1.sats indeholder en musikalsk/psykologisk ”hjemmebase”, hvorudfra
efterfølgende variationer over temaet præsenteres meget diskret og venligt.
Efterhånden indfører Mozart dog mere markante ændringer.
I takt fem i første variation bliver musikken styrkepræget og Mozart tilføjer i v. hånd
en insisterende ostinat som bevæger sig længere ned i basregistret end hidtil,
mens h. hånd artikulerer melodien på en insisterende måde, hvilket understreges af
kraftige blokakkorder. Hermed stopper ifølge Summer den symbiotisk, rokkende
legato bevægelse som hidtil har været fremherskende, og Summer foreslår, at
denne forandring kan sammenlignes med barnets (klientens) første skridt væk fra
moderen i en psykologisk separationsproces (Summer 1995). Summer anfører
herefter at det i slutningen af klaversonaten er som om den musikalske
udviklingsproces (som spejler den psykologiske) går i stå. Summer skriver om Var.
IV: ”psychologically, the music of this movement seems to be a denial of the
360