Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

etyde, at terapeuten ikke var i stand til /turde være oppe imod patienten, og ikke
kunne/ville acceptere hans primitive aggression og jalousi, hvilket ville forværre drengens
indre ukontrollerede impulser. De Backer anfører, at det intermediære rum beskrevet af
Winnicott (1971) er et rum, hvor disse (primitive) følelser kan komme til udtryk og blive
bearbejdet. De Backer er også optaget af, at patientens primitive oplevelser er af
præverbal karakter og derfor ikke kan udtrykkes i ord, men at det derfor er oplagt at
bruge musikken som kommunikationsmiddel mellem terapeut og klient som basis for
verbalisering af det symbolske materiale. De Backers kropsligt forankrede metafor
“musikalsk hud som han spænder ud omkring patientens aggressive impulser”, vil jeg
også anvende som metafor for en af musikkens væsentligste roller i Guided Imagery
and Music med psykiatriske patienter. I forsøget på at berolige patienterne, som ofte
rummer meget aggressive arkaiske impulser, spilles i bestemte situationer musik som
antages at kunne “tåle og klare” patientens aggressive materiale - som herefter kan
bringes ind i det verbale rum.
I receptiv musikterapi så vel som i aktiv musikterapi med psykotiske patienter spiller
musikken en væsentlig rolle både som distanceskabende faktor og som intermediært
objekt. De Backer (1996 s. 28) beskriver musikkens rolle i sin model af receptiv
musikterapi med psykotiske:
After listening to a short piece of music I let the patients reflect verbally on any eventual
associations, inner pictures of emotions of which they have come aware of while listening
to the music. In this way the patients have the opportunity, on the one hand to distance
themselves from an eventual regressive experience or emotional moment; on the other
hand they can give a shape to their feelings or a diffused or vague feeling or picture, and
express their feelings or emotions in words.” … Here from their receptive isolation they
can evolve into the “hic et nunc” and distance themselves from their regressive attitude
and experience.
De Backer berører her et centralt punkt i receptiv musikterapi med psykotiske. Hvis den
psykotiske skal kunne komme sig, kræver det en fornyet kontakt med patientens
følelser og hermed kropslighed. Patienten får lov til under musikken at trække sig
tilbage til sit indre univers, som han lever i til daglig (og som ofte er præget af fastlåste
eller fragmenterede fantasier) - med den hensigt at opfange disse måske fragmenterede
selvbilleder. I og med patienten taler om oplevelserne, bliver oplevelserne indfanget i et
fælles verbalt univers, hvilket ofte har en beroligende virkning og kognitiv
igangsættende effekt på patienten. Via relationen til musikterapeuten kan disse
selvbilleder og tilknyttede følelser blive mærket af både klient og terapeut og dermed
integreret på en ny måde. I gruppeterapeutisk regi deler patienterne deres oplevelser
28