Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

Hvor er følelserne
begravet ?
(Individuelt tema
valgt af patienten)
12.
Bach, Koncert for
2. Violiner
(largo)
Miljø skabt af
musikken, møde
med hus
og senere forældrenes sommerhus.
2.) Kommunehospitalet lige før
indlæggelse. Ville ikke være nogen af
stederne.
Bedre at være kommunehospitalet, var
som at være faldet ned fra himlen, som at
være en uden historie/fortid. Var til sidst
på strand, et bedre sted at være.
(Efter. Taler om at være på vej. “Som at
være i et tog - kan lide at rejse, men når
hun kommer til stationen bliver hun
indhentet af depressionen. Siger at hun
ikke kan finde musikken og glæden - at
“musikken bliver opslugt af tomheden”.)
(før: Synes hendes opvækst er slået helt
fejl. Føler at behandlerne ikke ved, hvad de
skal stille op med hende. “Har afleveret sig
selv på SHH”. Faderen har sagt at hun har
ødelagt familien. Kan nu se at faderen selv
har været syg. - Efterfølgende samtale i
gruppen om roller i familier.)
Går på varm asfalt på bare tæer i ørken
med højhuse. Hovedet som nuværende
alder kroppen og tøjet er som en lille pige.
Føler sig selvsikker, men solen smelter
hendes krop til et skelet.
Kommer til et lille hus lavet af skumplast
eller råddent træ, kan pille det fra
hinanden med fingrene. Følte sig trist over
at huset var tomt. Der var 2
impressionistiske billeder på væggen i
stedet for vinduer. På den anden side af
huset er det stjerneklar nat og koldt som i
negative momenter. Efter lytningen taler B om
at være “på vej”. Det er positivt for hende så
længe hun er aktiv/rejser, men ophold/”at
være et sted” bringer depression. Historien er
billede på at hun ikke kan hvile i sig selv.
Undermusiklytningen finder hun dog et
opholdssted, hvilket jeg har valgt at
kategorisere som et håb (IIIa) og et
“beskyttelsessted” (Va).
På flere måder en af de væsentligste sessioner.
B reflekterer over sine udsagn efter lytningen
og erkender at hendes situation er vanskelig.
Billederne illustrerer meget tydeligt hendes
situation og aktuelle selvopfattelse. Selvbilledet
af at stadig føle sig som en lille pige indeni, er
mere almindeligt genkendeligt (normalt) end
tidligere udsagn om selvopfattelsen f.eks. lille
og uden ansigt. (Billedet er også relateret til
session 4, hvor hun oplever sig selv som lille
person sammen med faderen, men er ude af
stand til at blive i denne del af historien). Jeg
antager, at der er foregår en begyndende
samling af selvet, fra “at være lille uden
ansigt” i session 10 - til “ hovedet er som mit
nuværende - men kroppen er som en lille
piges.” i aktuelle session. Omgivelserne i
billederne er præget af modsætninger:
ørken/højhuse og ørkenhede / ørken kulde om
170
Musik ref.
eksplicit
I a+c
VI
II b
III c
VIIIa