Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

løse problemer, som opstår eller er tilstede i hans forestillingsrække. Man kan
hertil sige, at han på det metaforiske plan ”tager kampen op” i stedet for at undgå
konfrontation eller opgive. Dette gentager sig i den reale verden i session 28, hvor C
vover at tage til byen alene, efter personalet har afvist at tage med ham. I slutfasen
af terapien er der flere eksempler, som jeg mener tyder på øget strukturering af
selvet. I nævnte session 28 forestiller C sig, at han genoplever den traumatiske
togtur eller en togtur, som medførte, at han oprindeligt fik kropsgener - som senere
viste sig at være sammenfaldende med selvmordstanker. Jeg anser denne
forestillede genopleven af togturen som led i en bearbejdning af den oprindelige
traumatiske oplevelse. Ved afslutningen af terapiforløbet fortæller C, at han har fået
det bedre. Han har fået mere styr på sine tanker, og føler han er ved at bygge noget
godt op. Dette synes jeg afspejles, i den strukturerede form, hvori C beskriver
genoplevelsen af de vigtigste øjeblikke i terapiforløbet i session 30.
Der er flere eksempler på refleksion, både i forhold til nutid og fortid.
Cs første refleksion er at: det er underligt, hvad musik kan bringe op. Hermed viser
han tydeligt et engagement - en nysgerrighed overfor den terapeutiske proces. I
session 3 går han med sin mountainbike på højre side i stedet for venstre, som han
altid plejede at gøre. C er uforstående overfor fænomenet, og tænker om det har
noget at gøre med at: tage skeen i den anden hånd. Noget nyt er blevet muligt, og
billedet med cyklen er en metafor herfor. Jeg tænker, at C er et udpræget
vanemenneske, der - som han selv har udtalt - har stort behov for tryghed og
kontrol. Den spontane billeddannelse åbner mulighed for at bryde med de
tilsyneladende meget fastlagte vanemønstre.
I session (29) oplever C sig selv som svane, og C fortæller, at han kan se flere
lighedstegn mellem ham selv og en svane. Et væsentligt punkt synes at være, at C
som svane modtager mad fra afdelingen, han er indlagt på. I forhold til Cs udsagn
om tidligere paranoid tilstand som beskrevet i anamnesen, hvor han for et par år
siden troede alt mad, man gav ham var forgiftet, synes der her at være sket en
væsentlig ændring. Forstås mad også som symbol på næring/hjælp kan sekvensen
også oversættes til, at C har mere tillid og er i stand til at tage imod næring/hjælp.
På det emotionelle plan har C flere oplevelser, jeg har benævnt håb om bedring og
positive genoplevelser. Jeg mener, at oplevelser af denne karakter er af væsentlig
betydning, når patientens udtalte problem er isolation, knyttet til en udtalt
depressiv selvopfattelse. Oplevelser der tyder på eller direkte indeholder udtalelser
225