Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

Den psykoanalytiske terapi er ifølge Lorentzer et eksempel på en vekslen mellem
subjekt-objekt relationer og subjekt-subjekt relationer. Analytikerens neutralitet
bidrager til at reducere dennes subjektivitet, og i sine analyser af patienten vil
analytikeren delvist forholde sig objektiverende til den analyserede. Men i tolkningerne
og kommunikationen omkring tolkningerne vil der etableres et hermeneutisk subjektsubjekt
forhold, og det er i sidste ende netop denne vekslen mellem de to typer
relationer, der gør, at den analyserede til slut i terapien kan forholde sig analyserende
til sin egen subjektivitet. (Køppe; 1995 s. 197)
Alfred Lorenzer inddrog desuden også sproget forstået i bred forstand, d.v.s. som
enhver interaktion mellem terapeut og klient. Lorenzer opfatter terapien som en
frigørende resocialisering, hvor den analyserede skal få sit tabte sprog tilbage.
Lorenzer mener at patienten, via sin symptomdannelse, har opbygget et
"pseudokommunikativt privatsprog", hvorved bestemte betydningssammenhænge
ekskluderes fra det kommunikative sprog, og at det ubevidste i stor udstrækning
består af disse udelukkede sprogbrokker. Lorenzer beskriver, ifølge Køppe (1995)
terapien som:
en trinrække af forståelsesformer, hvor analytikeren trænger dybere og dybere ned i
den analyseredes ubevidste, og hvor der via rækken af mere og mere komplekse
forståelsesformer sker en indlemmelse af det "ekskommunikerede" i den analyseredes
sprogstruktur. (Køppe s. 198 pp)
Denne form for forståelse af sprogets betydning i terapi, er relevant for patienterne
i mit projekt. Jeg forestiller mig, at patienterne via oplevelser under musiklytning,
måske kommer i kontakt med ubevidste konfigurationer af sig selv, som kan blive
genstand for beskrivelse og fortolkning af både terapeut og patient. Og at et evt.
”pseudokommunikativt privatsprog” kan blive ”afsløret” og bearbejdet, således at
patienterne gennem deres verbalisering af disse oplevelser, gradvist opnår at kunne
forholde sig både subjektivt og mere objektivt til sig selv. Når ekskluderede dele af
patienten inkluderes i det terapeutiske felt, dannes mulighed for, at det
ekskommunikerede symboliseres, og dermed sprogliggøres. 30
30 Vedr. Lorenzer i musikterapi sammenhæng se: Mahns ph.d. afhandling (1997):
Symboldannelser i den analytiske musikterapi. Et kvalitativt studie i betydningen af
musikalske improvisationer i musikterapi med skolebørn.). Et andet interessant studie
vedr. sammenhængen mellem sprog og psykoterapi er Bent Rosenbaums nyligt
udgivet disputats ”Tankeformer og talemåder” (in press).
81