Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

for at anvende denne optik i forhold til forløbet var at undersøge:
• om og i givet fald i, hvor stor udstrækning patienternes billeddannelse
fremtræder som en sammenhængende historie
• hvordan de to fremtrædelsesformer optrådte i materialet - f.eks. om
mængden af narrative sekvenser blev forøget undervejs i forløbet og
• forskelle og ligheder i fremtrædelsesformen patienterne imellem.
Nedenstående model viser antallet af henholdsvis (I): narrative sekvenser, (II):
episoder som synes uden direkte narrativ sammenhæng.
A:
B:
C:
P:
Første halvdel af forløbet anden halvdel
I) 4, 7, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 20, 22, 23, 25, 27, 28.
II) 1, 2, 3, 5, 6, 8, 9, 17, 18, 19,21, 24, 26,
I) 4, 9, 10, 13, 14, 15, 16, 18, 19, 20, 22, 23, 25, 27,
II) 1, 2, 3, 5, 6, 7, 8, 11, 12, 17, 21, 24, 26, 28
I) 2, 3, 5, 6, 8, 9, 10, 15 16, 17, 18, 19, 20, 23, 24, 25, 28, 29, 31
II) 1, 4, 7, 11, 12, 13, 14, 21, 22, 26, 27, 30,
I) 1, 2, 7, 8, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 21, 22, 23, 24,
II) 3, 4, 5, 6, 9, 10, 12, 20, 25
Som det fremgår af "scoringen" har alle 4 patienter haft oplevelser af begge typer.
Modellen viser patienternes “scoringer” i forhold til terapiforløbets sessions-antal.
Som det ses, er der en vis overvægt af narrative sekvenser i sidste halvdel af
forløbet. Man kan derfor stille spørgsmålet om patienterne efterhånden har tendens
til at opleve i mere sammenhængende sekvenser i løbet af terapien, hvilket måske
kan tyde på at patienterne efterhånden får mere “styr på” deres indre. Hvis dette er
tilfældet, må det siges at være væsentligt udfra målgruppens problematik, og i
øvrigt vil det være overensstemmelse med mine egne kliniske erfaringer med GIM
generelt.
302