Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

mister troen på en forandring. P har en skrøbelig personlighedsforankring, hvilket
bl.a. måske skyldes hans oplevelse af, at han er blevet stærkt begrænset i sine
udfoldelsesmuligheder tidligere i livet.
I terapiforløbet har P i fantasien fået mulighed for at “ skabe sig selv” under
musiklytningen, og det ser ud til, at han på flere punkter har kunnet profitere af
dette. Desuden har P ved mange lejligheder genkendt sider og problemstillinger ved
sig selv via interaktion med de andre gruppemedlemmer og efterhånden fik
gruppen stor betydning for P - hvilket bl.a. afspejles i den tilfredshed om deltagelse
i terapien, han giver udtryk for ved sidste session.
Efter min opfattelse har det også været væsentligt, at P i de mentale billeder har
været i stand til at danne relevante forsvarsmanøvrer, hvilket jeg anser som et
skridt mod modning. Desuden refererer P flere gange direkte til musikken, som
synes at have haft både en strukturerende og understøttende effekt. Musikken har
også virket som stabiliserende faktor f.eks. i session (7) og (12). Det anvendte
musikstykke var i begge tilfælde Pachelbels “Canon i D”, som er kendt for sin
meget regelmæssige melodiopbygning. Stykket har f.eks. en gennemgående
basostinat og kaldes af mange musikterapistuderende og GIM studerende for
“symaskinestykket”. p.gr.a. regelmæssigheden. Det er sandsynligt, at stykket har
haft en direkte temporær konsoliderende, psykosomatisk effekt på P, hvilket hans
affektive og billedmæssige respons synes at bekræfte.
Alt i alt synes P at have haft glæde af forløbet, og erfaret, at det er muligt og tilladt
at markere sig i en gruppe og opnå kontakt med andre i en gruppe, hvilket var hans
primære mål for terapien.
261