Restituerende faktorer i gruppemusikterapi med psykiatriske patienter.

enten være baseret erindringer fra samspil og samværsmåder med andre
mennesker tidligere i patientens liv, eller fantasiforestillinger hvori patienten agerer
som en bestemt person eller figur. I begge tilfælde træder patientens
manøvreringsmåder frem i konteksten, og hermed synliggøres også
forsvarsmanøvrering og aggressionsforvaltning. Patienten evne til adækvat
forsvarsmanøvrering (kat. V), viser dels om og hvordan patienten danner
beskyttende foranstaltninger og muliggør dels via bevægelse og udvikling i
musikkens parametre patientens evne til at håndtere stimuli, der kommer fra
musikken og billeddannelsen.
Forsvarsmanøvrer er naturligt forbundet til patientens aggressionsforvaltning.
F.eks ses hos pt. B at hun nægtelse at beskæftige sig med forholdet til faderen i
begyndelsen af terapien. Analysen af Bs materiale viser, at hun som følge af
opbygning af tillid til gruppen, bla. fordi gruppen kunne rumme hendes
selvstruktivitet, og fordi hun efterhånden havde forsigtige positive selvbilleder at Bs
forsvarsmanøvrer ændredes undervejs, således at hun gradvist kunne beskæftige
sig med det problematiske faderforhold. Dette gælder også for Pt. C der også via
aggressionsforvaltningsbilleder, beskrev forholdet til sine forældre meget mere
nuanceret i slutningen af terapien end i begyndelsen, hvor B kun havde idylliske
minder. Mit forslag er derfor på baggrund af data, at udvikling i patientens måde at
forvalte aggressioner på aftegner patientens forsvarsmanøvrering, og at ”settingen”
– gruppen, musikken og billeddannelsen aktualiserer at udvikling i
forsvarsmanøvrering, bl.a. beror på bearbejdning i gruppen udfra billeddannelse
hvori elementer i patientens aggressivitet sider kommer til udtryk.
Når patientens aggressive sider kommer til udtryk i billeddannelsen, skabes
mulighed for modifikation via bearbejdning, således at patienten gradvist kan
bruge sin energi mere hensigtsmæssigt og mindre selvdestruktivt, hen imod indre
grænsesætning. Denne proces understøttes optimalt af positive selvobjektdannelser
og ”mestringsoplevelser”. Der er derfor en sammenhæng mellem patientens
tilknytningsformåen, aggressionsforvaltning (forsvarsmanøvrer) og konsolidering
(”mestringsoplevelser”, bestemte selvobjekter og ligevægtsrum såsom
”mig”oplevelser og ”reflektionsrum”), hvilket jeg har illustreret på nedenstående
model.
349