Template for PhD Dissertation - Forskning

konsekvent emnebaseret klassifikation af fiktion rejser, og det må medgives, at Haighs
bibliotek i Halifax gik seriøst til opgaven:
”Most of the classifying was done by reviews and notices in literary works,
bibliographies, guides to books, annotated library catalogues and bulletins.
Baker’s Guide to the Best Fiction, it is almost unnecessary to state, formed
the basis of this side of the work. When all these sources had been
thoroughly scrutinized, The Times Literary Supplement for the past twentyfive
years was carefully gone through. Even then, incredible as it may seem,
there was a residue. The volumes forming this had to be read, or at least
skimmed, to discover their subject matter.” (Haigh, 1933, p. 78)
I forhold til debattens efterfølgende aktører, som tilsyneladende udelukkende baserer
deres systemer på egne erfaringer, er det en beundringsværdig grundighed, der her
bliver stillet til skue. Problemet ligger i selve konceptet, hvor en given titel skal
indplaceres under et og kun et emne, for selvfølgelig viste det sig hurtigt, at mange af
titlerne faldt naturligt ind under flere klassemærker ”and decisions had to made in such
cases” (ibid.). Det lyder ikke betryggende, og mindst lige så slemt er det, at mange af
DDC’s termer virker malplacerede eller helt meningsløse i forhold til fiktion. Hvad skal
man fx stille op med en hovedgruppe som ’General Works’ (som klogelig var udeladt af
Wagner-instituttets system)? Og når Haigh er forundret over, at en anden hovedgruppe,
’Philology’, er fuldstændig tom, er han nok den eneste, der er det, for også hos Wagnerinstituttet
var denne klasse faktisk tom. Til gengæld hævder han, at der er fiktionstitler,
som vitterlig fortjener at blive placeret under ’Public Health’, ’Surgery’, ’Advertising’
eller ’Gardening’, men i sådanne tilfælde ville det unægtelig styrke troværdigheden,
hvis der blev givet eksempler på konkrete titler – hvad der så ikke gør. Omvendt kan et
ganske almindeligt ’emne’ som kærlighed nok klassificeres forskellige steder i
systemet, men det vil givetvis være en overraskelse for mange, at såvel ’Marriage’ som
’Courtship, Love’ hører til under hovedgruppen ’Philosophy’, og det bliver næppe bedre
af, at ”[t]he dividing line between such works and those classed under ’Home Life’
(som skal findes under hovedgruppen ’Useful Arts’) is very fine, and one can only
repeat decisions are sometimes necessary” (Haigh, 1933, p. 79). Også en undergenre
som ’Sea Tales’ (som hos Wagner-instituttet var en af de klasser, der ikke var baseret på
DDC) hører sjovt nok til under ’Useful Arts’. Afslutningsvis oplyses det, at
eksperimentet er for nyt til at kunne evalueres, men når resultatet foreligger, vil de
måske vende tilbage. At det aldrig skete giver vist sig selv.
84