Template for PhD Dissertation - Forskning

kan inddeles i klasser for ”systems for genre identification”, ”systems for a single
genre” og ”systems for all fiction works”.
Som sådan har den komparative metode bestemt en vis spændvidde, men der er også
noget, der mangler, og to ting skal fremhæves. Det ene er, at selv om fremstillingerne
typisk er kronologisk opbyggede og sammenligner systemer fra forskellige epoker, er
de som regel ikke historiserende i nogen som helst forstand. Det er systemdiskussioner,
ikke kulturhistorie. Og det andet er, at selv om mange af de nyere teoretikere eksplicit er
påvirket af teorier fra andre discipliner, når det handler om udformningen af deres egne
systemer, så spiller udefrakommende teorier praktisk talt ingen rolle i behandlingen af
andres systemer.
I den forstand er interessen for andre og tidligere systemer ikke blot behersket - i det
omfang, den trods alt er der, er måden at anskue dem på snævert knyttet til nogle mere
eller mindre ahistoriske traditioner inden for biblioteks- og informationsvidenskaben.
Dette skal ikke uden videre forstås som en kritik, for også denne afhandling er
overvejende kronologisk opbygget, hovedbehandlingen af de enkelte teoretikere er
henlagt til særlige kapitler og afsnit, og de pågældende systemer bliver både
perspektiveret i forhold til hinanden og i et vist omfang i forhold til etablerede systemer.
Men efter min opfattelse er det et problem, hvis nye synsvinkler og teorier kun er
noget, der angår nutiden og fremtiden – det vil sige det originale system, som den
enkelte teoretiker bidrager med. Det er også noget, der kan og bør appliceres på
fortiden, så den fremtræder i et nyt lys, og derfor skal de ovennævnte metoder i behandlingen
af de enkelte teoretikere suppleres af ikke bare en delvist historisk, men også en
litteraturteoretisk tilgang til emnet.
I forhold til det sidste har jeg valgt at fokusere snævert på en teori, der er formuleret af
Jørgen Dines Johansen (2003; 2007), som er litteraturprofessor ved Syddansk
Universitet. Denne teori er udformet med henblik på tekstanalyse, men som Johansen
gør opmærksom på, er der egentlig kun tale om en modificeret udgave af en heuristik,
der allerede blev benyttet af jurister i middelalderen, og min idé er, at de grundlæggende
elementer heri ikke blot kan bruges i forbindelse med retssager og tekstanalyse, men
også er en god indikator for, hvor bredt – og i et vist omfang hvor vellykket – fiktion
bliver reflekteret i bibliografiske systemer. Hvorfor jeg anser denne teori for særlig
velegnet til formålet, og hvad den nærmere går ud på, gøres der rede for i kapitel 2,
6