Template for PhD Dissertation - Forskning

Kapitel 3: The Great Fiction Question og tidlige klassifikationssystemer i USA
sidste ende tjene et højere formål, nemlig læsningen af faglitteratur. I en leder i Library
journal fra 1881 skriver han:
“That reading of fiction alone, or in excess, does incapacitate for serious
study requiring attention, is undoubted; that occasional reading of fiction not
only does not do this, but actually, by cultivating the imagination, increases
the power to derive profit from serious study, is equally certain.” (Carrier,
1965, p. 64)
Men problemet med fiktion var ikke bare, at store dele af den var underholdende og
meget lidt oplysende. Problemet var også, at især romanen var så umådeligt populær.
Således kunne Reuben B. Poole, bibliotekar på Young Men’s Christian Association i
New York, i 1876 i Library journal berette, at 75 % eller mere af de udlånte bøger var
fiktion, og tal i den størrelsesorden blev gentagne gange bekræftet i de næste 25 år
(Carrier, 1965, p. 28). Blandt bibliotekarerne var glæden til at overse:
“Throughout the years, in annual reports and in the Library journal (...)
librarians showed a deep concern over the provision and circulation of
fiction. Usually there was a tone of despair over an increase in the
percentage of fiction circulation or joy over a reduction. Thus fiction was
constantly placed on the defensive.” (Ibid.)
Faktisk var bibliotekarerne så fortvivlede over situationen, at de decideret prøvede at
holde udlånstallene nede. Hertil blev der primært brugt to metoder, hvoraf den ene
handlede om bogvalg. På det område var der almindelig enighed om, at indkøbet ikke
skulle afstemmes efter udlånet, og med hensyn til fiktion var forskellen markant.
Således viste en spørgeskemaundersøgelse i 1893, at i det gennemsnitlige folkebibliotek
var 24 % af de indkøbte titler fiktion, mens procentsatsen i ALA’s model library var
helt nede på 16.
Den anden metode var udlånsreglerne. I folkebibliotekernes tidlige år var det
almindelig praksis, at man kun kunne låne en bog af gangen, og det var kun tilladt at
aflevere/låne en eller to gange om ugen (Carrier, 1965, p. 172). Hvor den første regel
antagelig hænger sammen med den forholdsvis beskedne bestand, forekommer den
anden regel umiddelbart ganske meningsløs. Det var den dog næppe, for efter alt at
dømme var det et forsøg på at forhindre ’romanslugeri’ – og derved forbedre
53