Template for PhD Dissertation - Forskning

Kapitel 2: En målestok for indholdsdata til skønlitteratur
til litteraturens konkrete elementer, som må være det som en bibliografisk beskrivelse i
hvert fald i første række må tage udgangspunkt i. Og det andet er, at Hvidtfeldt Madsen
faktisk aldrig giver et personligt bud på sagen.
Det gør Pil Dahlerup derimod. Fx mener hun, at litteratur ”omfatter alt (…) der kan
komme ind under betegnelsen ’kunst lavet af ord’”, og at fiktion er ”en særlig afdeling
af denne ordkunst, så særlig, at den kan betragtes som den centrale”. Desuden at fiktion
kan defineres ”som en fremstillet verden, der ikke gør krav på at henvise til den
virkelige verden”, men også at denne bestemmelse fører andre med sig, ”således at
fiktionskriterierne i alt bliver fire: 1. Forestillet verden (’fri fantasi’), der ikke gør krav
på at være virkelighedsgengivelse; 2. Spaltning i fortællerinstansen; 3. Fiktionskontrakt
mellem forfatter og læser og 4. Særligt sprogbrug, f.eks. konnotation i stedet for
denotation, almene udsagn i stedet for specifikke.” (Dahlerup, 2004).
Med disse fiktionsbestemmelser bliver der rimeligvis sagt noget vigtigt om
skønlitteratur (som Dahlerup synes at bruge synonymt med fiktion, men ikke med
litteraturbegrebet som helhed). Det kan diskuteres, om punkt 3 ikke snarere er en
læsestrategi end en egenskab ved skønlitteraturen selv, men at skønlitteratur bl.a. er
kendetegnet ved en særlig virkelighedsrelation, en særpræget relation mellem fortæller
og forfatter samt et særligt sprogbrug forekommer indiskutabelt. Set gennem andre
briller – nemlig den senere fremlagte målestoks (se 2.5) – er det dog også evident, at der
mangler temmelig meget, for hvad handler skønlitteraturen egentlig om i bred
almindelighed, og kan man ikke sige lidt mere om, hvordan den iscenesætter det, den
tematiserer? Dermed ikke være sagt at Dahlerups fiktionskriterier er irrelevante i
bibliografisk sammenhæng, for som det vil fremgå, knytter flere af dem – især punkt 2
og 4, men til dels også punkt 1 – an til bestemte facetter i den valgte målestok. Pointen
er blot, at selv når litterater prøver at karakterisere skønlitteraturen som sådan – hvad
der som sagt er et sjældent fænomen – så er der stadig en tendens til at hæfte sig ved
nogle bestemte aspekter og lade andre ligge. Og det, der ignoreres, synes ofte at være
noget af det mest basale – måske fordi det bliver opfattet som banalt.
Det sidste kunne man så tro, der blev taget hånd om i litteraturleksika og
encyklopædier, da disse dokumenttyper har en langt bredere målgruppe end den
egentlige litteraturvidenskab. I det store hele er virkeligheden dog en anden. Mest
utilfredsstillende er behandlingen af det overordnede begreb ’skønlitteratur’, hvor
artiklerne typisk er uhyre kortfattede. Således definerer Gyldendals litteraturleksikon
29