Template for PhD Dissertation - Forskning

Kapitel 3: The Great Fiction Question og tidlige klassifikationssystemer i USA
den selvsagt svær at indplacere i et sådant mønster – og ligeledes vil det ofte vække
diskussion, hvilke af dens emner eller facetter, der er de vigtigste. Men fælles for alle
disse aktører er, at de ikke for alvor prøver at nuancere fiktionslitteraturen som
fænomen.
Undtagelsen i denne sammenhæng er Corinne Bacon. Desværre modsvarer længden
af hendes artikel, ’Fiction as reference material’ (1916), med sine blot tre sider ikke
ambitionsniveauet, og især er det uheldigt, at hun afslutningsvis åbner nogle yderst
interessante perspektiver, som hun imidlertid slet ikke følger op på. Det ændrer dog ikke
ved, at det er en opfindsom og inspirerende tekst, og alene titlen skiller hende ud fra
mængden. Senere viser det sig så, at en af hendes pointer er, at bare fordi noget fiktion
er velegnet som referencemateriale, betyder det ikke, at al fiktion er egnet til dette
formål, men for at foretage denne distinktion er hun selvfølgelig nødt til at forholde sig
til litteraturen som helhed. For at legitimere sin tilgang må hun dog allerførst slå ned på
en udbredt fordom:
“We must rid ourselves of the notion that all fiction is ‘light reading,’
serving for amusement only. Which of the two requires the greater degree of
mental concentration, the memoirs of a lady of rank who reveals the gossip
and scandal of some European court, or Meredith’s Egoist? Muller’s
Invasion of America, or Tolstoi’s War and peace? Arnold Bennett’s Your
United States, or Nexo’s Pelle the Conqueror? Irvin Cobb’s Speaking of
operations, or Dostoyevsky’s Crime and punishment? Is it not true that
many books classed as literature, travel, and even as philosophy, do not
measure up, either as sources of information, as stimulants to thought, or as
works of art, to the level of many novels?” (Bacon, 1916, p. 379)
Som allerede nævnt giver også Cutter, Thomson og Rathbone på hver deres måde
udtryk for, at noget fiktion er bedre end andet, og at det ikke alt sammen kan reduceres
til let underholdningslitteratur. De er dog ikke nær så offensive som Bacon, der ikke
bare fastslår at mange romaner er kunstværker, men også at de forudsætter en større
koncentration og er mere tankevækkende end megen faglitteratur samt – og helt uhørt
dengang - at de kan være mere informative. Som sådan markerer Bacon en markant
opvurdering af romanen, men til forskel fra Thomson, der tilsyneladende mener, at
romaner med værdifuld information og romaner med kunstnerisk format slet og ret er
det samme, springer hun ikke over, hvor gærdet er lavest: “It does not, however, follow
67