Template for PhD Dissertation - Forskning

Kapitel 3: The Great Fiction Question og tidlige klassifikationssystemer i USA
3.3 Folkebibliotekerne og fiktionen
Det ligner en sejr og en endegyldig accept af fiktion. Sandheden er dog snarere, at den
blot blev tålt på folkebibliotekerne. Det er således symptomatisk, at det allerførste
indlæg på ALA’s årsmøde i 1876, William F. Pooles 19
’Some popular objections to
public libraries’, i hovedsagen diskuterer værdien af fiktion på disse biblioteker. Fiktion
er noget, der skal legitimeres, og i ALA-regi blev den fra første dag betragtet som
’problem child’ – en betegnelse, der dukker op igen og igen i de følgende årtier.
Det kan måske forekomme sært i dag, hvor romanens status som problembarn for
længst er blevet overtaget af andre udtryksformer, men faktisk er der grund til at
formode, at romanerne som helhed var særligt ringe i sidste halvdel af 1800-tallet. Også
tidligere havde skønlitteratur og ikke mindst romaner været kendetegnet af en voldsom
kvalitetskløft fra kunstnerisk litteratur til ren underholdningslitteratur, men med
hurtigpressen, det frie marked og et stadigt større læse- og købedygtigt publikum blev
styrkeforholdet mellem disse yderpunkter forskubbet. Dele af den seriøse litteratur fik et
avantgardepræg, som i stigende grad gjorde den svært tilgængelig for den menige læser,
mens spekulationslitteraturen – primært romaner - blomstrede som aldrig før, og i
Verdens litteraturhistorie betegnes sidstnævnte type slet og ret som ’industrilitteratur’
(Hertel, 1988, p. 28-29). I dag er der bred enighed om, at sidste halvdel af 1800-tallet
fostrede en lang række klassikere - Tolstoj, Dostojevskij, Zola og mange andre,
herunder amerikanere som fx Melville og Twain – og naturligvis indeholdt perioden
også mange middelgode forfatterskaber, men der er næppe tvivl om, at underholdningseller
industrilitteraturen udgjorde en større del af det litterære landskab end førhen, og
for nogen var denne udvikling decideret skadelig.
Om bibliotekarerne abonnerede på dette synspunkt (nogen gjorde det utvivlsomt,
andre gjorde det lige så utvivlsomt ikke) behøver imidlertid ikke være afgørende, da det
for så vidt var alt rigeligt, at der var tale om underholdningslitteratur. Grundlæggende er
folkebibliotekerne baseret på idealer fra oplysningstiden, hvad der – i hvert fald til langt
op i tiden – udmøntede sig i en generel favorisering af oplysende litteratur, og for de
fleste var det mere eller mindre det samme som faglitteratur. Det gælder også en
19 Poole blev senere ALA’s anden formand.
51