Template for PhD Dissertation - Forskning

2.4.1 Hvem, for hvem og mod hvem
Som modellen er udformet, kan to ting siges at være særligt iøjnefaldende ved katego-
rien hvem. Det ene er, at der med tilføjelsen af varianterne for hvem og mod hvem 13
sker en vertikal tredeling af kategorien, som peger på, at hvem ikke blot er identiteter,
men at de indgår i (person)relationer, og at andre end aktivt handlende figurer – såsom
hovedpersoner, fortæller og (implicit) forfatter – kan have betydning. I en
kriminalroman kunne mod hvem fx være et passivt offer, men det udelukker ikke at
særlige kendetegn ved dette offer kan være af interesse i forbindelse med tekstanalyse
eller genfinding.
Det andet særkende ved hvem-kategorien er, at den er placeret først. Hvis dette havde
været en model til faglitteratur, var hvad formentlig blevet placeret øverst, da al
faglitteratur involverer et hvad, men ikke nødvendigvis et hvem – udover forfatteren
naturligvis. Derimod er skønlitteraturen kendetegnet ved stort set altid at gestalte
mennesker eller (menneskelignende) væsener, og det er først og fremmest via deres
handlinger og opfattelser, at emner, motiver, temaer toner frem. Med andre ord kan
hvad ikke løsrives fra hvem, og i den forstand er det konsekvent, at hvem er blevet
placeret først. Men samtidig afspejler kategoriens ni spørgsmål, at hvem-facetten kan
være nok så kompleks i skønlitteratur. Persongalleriet, inklusiv fortæller og implicit
forfatter, kan være uhyre omfattende og antallet af kendetegn endnu langt højere: ”Er
der tale om handlende mennesker eller andre væsener? Er de navngivne eller anonyme,
er de historiske eller fiktive. Hvilke kendetegn er de blevet tildelt fysisk, psykisk og
socialt.” (Johansen, 2007, p. 31). Især epik og dramatik (men ikke nødvendigvis lyrik)
koncentrerer sig sjældent om en enkelt figur, men fremviser konkurrerende
handlemønstre og opfattelser, som læseren eller publikum må forholde sig til, og i den
forbindelse bliver hvem en helt afgørende kategori. Fx kan et figurrelateret synspunkt
undergraves af figurens moralske habitus, og når man taler om upålidelige fortællere, er
det den implicitte forfatter, der udstiller denne upålidelighed. Både med hensyn til
mængde og fortolkning kan spørgsmålet om hvem altså være en vanskelig sag, og det
gælder ikke mindst for bibliografiske beskrivelser, hvor der typisk må foretages en
særdeles hårdhændet selektion inden for facetten. Men som målestok for bibliografiske
13 Som nævnt (se note 11) indgår disse varianter ikke i den oprindelige model.
36