Template for PhD Dissertation - Forskning

Kapitel 2: En målestok for indholdsdata til skønlitteratur
systemer må det fundamentale spørgsmål naturligvis være, om systemet overhovedet
reflekterer denne dimension – udover forfatterens navn.
2.4.2 Hvad
Med spørgsmålene hvad skete, hvad blev sagt, og hvad blev skrevet, relaterer hvad i
første række til handlinger: fysiske handlinger, talehandlinger, skrivehandlinger. Det er
ikke uden videre det samme som, hvad man i forbindelse med faglitteratur ville kalde
’emner’, og især kan der være grund til at understrege, at det ikke er det samme som
dybereliggende temaer, da skønlitteratur udmærket kan tematisere noget uden at
eksplicitere det. Fx kan man hævde, at det centrale tema i en given litterær tekst er
døden, uden at nogen dør eller termen ’dø’ anvendes, men i så fald er der tale om en
mere omfattende fortolkning, som forudsætter inddragelse af adskillige facetter. I mere
uforpligtende forstand har de handlinger, som hvad omfatter, dog generelt en
emnelignende karakter. En fiktiv figur lapper sin cykel: Ergo er cykellapning en slags
emne. Men i så fald antyder dette eksempel også, at emnekategorien som helhed ofte
antager en lidt speciel karakter i skønlitteratur og især i skønlitterær epik – af to grunde.
Den ene er, at den gennemsnitlige roman vil indeholde et væld af ’emner’, som kun i
begrænset omfang lader sig reducere via nogle overordnede begreber, hvad der indebærer
at den bibliografiske beskrivelse nødvendigvis må foretage en meget kraftig
beskæring af emnernes faktiske omfang. Og den anden grund er, at da emnet typisk
kommer til syne gennem en figurs handlinger, har emnebehandlingen gerne karakter af
at beskrive et forløb, hvorefter der åbner sig en dobbelt problematik for den ideelle
bibliografiske beskrivelse, idet den både skal reflektere den emnemæssige substans – fx
cykellapning – men også bevægelsen i forløbet. Forskellen mellem disse to ting bliver
ganske åbenbar, hvis man spørger: Kunne den pågældende figur så finde ud af at lappe
en cykel?
Imidlertid er der et endnu mere fundamentalt problem, som enhver fortolkning af hvad
må tage hensyn til, og det er relationen mellem det skete, det sagte og det skrevne, for
som Johansen – med endnu en reference til retssagen - tørt bemærker: ”Forsvareren
fortæller ofte ikke alt hvad han ved. Det samme gælder i litteraturen” (Johansen, 2007,
p. 36). Denne problematik er særlig manifest, når der decideret gives forskellige
udlægninger af begivenhederne, fx via indbyrdes uenige fortællere, men den kan også
vise sig mere subtilt som en fornemmelse af, at der står noget ’mellem linjerne’. Det er
37