Template for PhD Dissertation - Forskning

storgenrerne, ja end ikke mellem en forfatters skønlitterære værker og de
litteraturvidenskabelige bøger, der behandler de pågældende titler. Betragter man disse
tre systemer og et nationalt system som det danske DK under ét, har der dog været en
række tiltag gennem årene:
• Langt flere sprog har fået eget klassemærke
• I alle fire systemer kan der skelnes mellem børne/ungdomslitteratur og
voksenlitteratur
• DDC, UDC og LCC har alle fastlagt nogle historiske perioder og klassificerer
titlerne efter, hvilken periode originaludgave tilhører
• DDC, UDC og LCC klassificerer titler af anonyme forfattere og antologier med
bidrag fra flere forfattere efter undergenre og/eller emne, men det samme gælder
ikke, når der er tale om en enkelt forfatter, hvor forfatterens navn er kendt, og
det gælder naturligvis langt den største del af skønlitteraturen (Dewey, 1979;
Universal decimal classification, 1985-88; Sapp, 1986, p. 489)
Det er mere eller mindre betydningsfulde fremskridt, men med forbehold for anonyme
forfattere og antologier med bidrag fra flere forfattere beriges titlerne fortsat ikke med
emnedata (i denne afhandlings forstand). Det kunne en indeksering så rette op på, men
selv om indeksering er genstand for stor interesse fra 1960’erne og frem (Miksa, 1994,
p. 152), er det ikke noget skønlitteraturen nyder godt af, før Bibliotekscentralen (som
vist nok den første centrale institution i verden) påbegynder en indeksering af romaner i
1982 – og så er der her ikke engang tale om en genuin nyhed, for faktisk er samtlige
termer taget fra det trykte katalog Romannøglen. Det indebærer, at der er tale om en
meget primitiv indeksering med blot halvtreds genre- eller emnerelaterede termer,
hvoraf nogle dog kan varieres i prækoordinerede former med tilføjelse af sted (typisk
land) og/eller tid (epoke eller århundrede). Maksimum er tre termer pr. bog, det typiske
er en eller to, og nogle romaner er slet ikke indekseret, men har dog i lighed med andre
romaner en note, men det var der jo også i Romannøglen. Med andre ord var fidusen
udelukkende, at man ikke længere behøvede at slå op i de mange forskellige udgaver af
Romannøglen, og på grund af de få termer var indekseringen formentlig mere velegnet
som inspiration til tema- eller genrebaserede udstillinger end som et redskab til
genfinding (Eriksson, 2005, p. 11-13).
132