Template for PhD Dissertation - Forskning

237
Kapitel 10: Saarti
fremgår af hvem, hvor personalet prioriterer det anonyme clerks, mens lånerne
foretrækker outsiders. Det første afsnit i Kældermennesket er som følger:
”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et
utiltalende menneske. Jeg tror jeg er leversyg. I øvrigt har jeg ikke en pind
forstand på min sygdom og ved ikke rigtigt hvad der er galt med mig. Jeg
går ikke til behandling og har aldrig gjort det, selv om jeg nærer respekt for
lægevidenskaben og lægerne. Desuden er jeg overdrevent overtroisk – i
hvert fald så meget at jeg har respekt for lægevidenskaben. (Jeg er dannet
nok til ikke at være overtroisk, men jeg er det alligevel). Næh, ser De, jeg
ønsker ikke at lade mig behandle – af ren og skær ondskab. Det forstår De
sikkert ikke. Men det gør jeg, mine herrer. Jeg vil naturligvis ikke kunne
forklare Dem nøjagtig hvem jeg ønsker at forulempe med dette udslag af
min forbitrelse; jeg er ganske klar over at jeg ikke kan genere lægerne ved
ikke at lade mig behandle af dem; jeg ved bedre end nogen at jeg med alt
dette ene og alene skader mig selv og ingen andre. Når jeg alligevel ikke
lader mig behandle så skyldes det arrigskab. Jeg har ondt i leveren – godt, så
skal det også have lov at gøre endnu mere ondt i den!” (Dostojevskij, 1994,
p. 19-20)
Dette citat illustrerer vist fint, hvem den navnløse fortæller er. Han er ganske rigtigt
kontorist, men så afgjort også en outsider, der med frådende arrigskab overfalder hele
”vort ulyksalige nittende århundrede”, alt imens han piner og ydmyger sig selv – og
jævnligt håner læseren. Derfor ville vrede, aggression og selvhad efter min opfattelse
have været velvalgte indekseringstermer, men også agony, inferiority og selfexamination
har godt fat i hvad-facetten, og disse termer skyldes personalet, ikke
lånerne. Derimod er personalets human relations decideret slapt, da stort set al fiktion
som bekendt handler om menneskelige relationer. Heroverfor er lånernes abnormal
behaviour anderledes kontant og mere dækkende, ligesom det er godt, at de peger på
samfundsaspektet i form af cities. Det sidste er interessant, da Berman (1988) i en
fremragende analyse har argumenteret for, at fortællerens ’syge bevidsthed’ skal ses i
lyset af den proces, som Petersborg gennemløb i disse år (ca. 1860), hvor det i mange
henseender blev en moderne storby med alt, hvad det kan indebære – fx
fremmedgørelse og isolation, selv om man er omringet af millioner af mennesker. Af