Template for PhD Dissertation - Forskning

For det fjerde kan der næppe herske tvivl om, at det foreslåede system, EFAS
(Experimental Fiction Analysis System), er det hidtil mest konsistente system til
beskrivelse af fiktion. Hermed menes ikke, at det er det bedste – som det vil fremgå, er
det ikke min opfattelse – men slet og ret at det er det mest gennemarbejdede og som
sådan synes klar til at blive implementeret, hvis nogen måtte ønske det. Især i forhold til
de andre nyere teoretikere er forskellen iøjnefaldende, da mange af disse som nævnt
enten slet ikke prøver at etablere noget system (fx Miller, 2003; Wilson et al., 2000)
eller afgrænser sig til særlige problemstillinger eller facetter (fx Ranta, 1991; Nielsen,
1997a; 1997b; Vernitski, 2007).
Endelig skal det bemærkes, at EFAS tilsyneladende ikke er rettet mod en bestemt
bibliotekstype, for faktisk bliver det spørgsmål slet ikke diskuteret. I stedet skal hele
bogen angiveligt betragtes som et eksperiment, hvor det uden smålig skelen til
forskellige computersystemers formåen eller økonomiske forhold skal undersøges, om
det overhovedet er muligt at klassificere fiktion på en intellektuelt effektiv måde
(Beghtol, 1994, p. 11). Også i den forstand er der altså tale om en meget teoretisk
tilgang.
8.1.1 Bogens og kapitlets struktur
Grundlæggende er The Classification of Fiction organiseret i syv kapitler og to
appendikser. Efter et introducerende åbningskapitel, er kapitel 2 et forsøg på at placere
de særlige klassifikationsproblemer omkring fiktion inden for en overordnet
klassifikationsteoretisk ramme. I kapitel 3 præsenteres fem klassifikationssystemer til
fiktion – tre generelle (Haigh, Walker og Pejtersen) og to afgrænset til science fiction
(Cameron og Croghan) – hvorefter der udføres en sammenlignende analyse af, hvor
dækkende de hver især er i stand til at klassificere Ursula le Guins roman The Left Hand
of Darkness. Kapitel 4 markerer en mere domæneanalytisk tilgang, hvor hensigten er at
etablere et fundament for EFAS ved at diskutere fiktionslitteraturens karakteristika, som
disse fremtræder i værkerne selv og i litteraturvidenskabens behandling af emnet.
De tre afsluttende kapitler fokuserer på selve EFAS. Kapitel 5 definerer systemets
hovedklasser, og indleder diskussionen af, hvordan de kan udtrykkes i
klassifikationssproget, mens kapitel 6 beskriver systemet i sin helhed og nærmest kan
betragtes som en manual. Endelig evalueres systemet i kapitel 7. Metodisk sker dette
ved mere eller mindre indgående at klassificere nitten romaner efter forskrifterne i
176