Template for PhD Dissertation - Forskning

247
Kapitel 11: Konklusion
a la Bordens. Undtagelsen er Burgess, som i mere udfoldet form både søger at reflektere
hvad og undergenre, men ingen af hans to systemer er helt overbevisende.
Først med Walker sker der noget afgørende nyt. I modsætning til samtlige forgængere
har Walker noget, der ligner en videnskabelig empiri, og med hensyn til hans system er
behandlingen af hvem, hvad, hvor og hvornår langt mere præcis end i ældre systemer.
Eksempelvis skelnes der mellem emne og tema. Den dobbelte modificering af
Ranganathans PMEST-formel er mere problematisk, men brugen af denne og ikke
mindst UDC viser dog, at han også teoretisk er betydeligt stærkere end forgængerne, og
det er bemærkelsesværdigt, at hans system til en vis grad kan reflektere fortælleforhold
og sproglige kendetegn – dvs. hvordan. Omvendt er behandlingen af undergenrer meget
utilfredsstillende, og de komplicerede klassemærker er nok ambitiøse, men unægtelig
også svære at danne sig et overblik over. I historiens bakspejl fremtræder Walkers
system som det sidste og bedste af de gamle systemer.
Heroverfor er Pejtersens AMP-system det første moderne. Adskillige af klasserne heri
svarer løseligt til Walkers, men systemet er ikke bare baseret på brugerundersøgelser,
det er også langt mere brugervenligt, en dimension, der yderligere styrkes, da systemet i
slut-80’erne implementeres i den ikonbaserede database Boghuset. Noget af det mest
karakteristiske ved AMP-systemet er, at elementer fra klassifikation og indeksering
blandes med notelignende prosabeskrivelser, og traditionelle klassifikationsteoretiske
forestillinger om eksklusivitet og redundans bliver dristigt udfordret. Som noget helt nyt
reflekteres læsbarheden, en slags hvordan-kategori, og ikke mindst i kraft af
forfatterintentionen kan AMP-systemet til en vis grad reflektere elementer i alle
målestokkens hovedkategorier, herunder hvorfor. En underkategori som handling såvel
som hele hvordan-facetten kunne dog sagtens være mere udfoldet, og da systemet
indbefatter nogle temmelig fortolkningskrævende størrelser som tema og læseoplevelse,
er det blevet anklaget for at være for subjektivt. Denne kritik retter sig i særlig grad mod
forfatterintentionen, som utvivlsomt er en uheldig betegnelse, men en enkelt af
Pejtersens publikationer viser, at de inkluderede kategorier hverken refererer til den
empiriske forfatter eller den empiriske læser, men om de implicitte varianter af samme.