Template for PhD Dissertation - Forskning

1.6 Det skønlitterære værk og brugerbehovene
Hvis man skal prøve at begribe, hvordan det kunne gå til, at der indtil for et par årtier
siden ikke var emnedata til skønlitteratur i bibliografiske poster, og hvorfor der i mange
systemer fortsat ikke er det – især ikke til alle andre genrer end lige netop romanen -
kan forskellige forklaringsmodeller afprøves. Let er det dog ikke at give et entydigt
svar, for hvor et tilvalg måske bliver begrundet, sker det samme sjældent med fravalg.
DBC beskriver, om end nødtørftigt, hvorfor de indekserer skønlitteratur (DBC, 1998b,
p. 9-10), mens Det Kongelige Bibliotek mig bekendt aldrig har forklaret, hvorfor de
ikke gør det, og måske foreligger der slet ikke en bevidst beslutning. Det er bare sådan,
det er. Derfor skal der i det følgende fokuseres på de tre indsigelser mod emnedata til
skønlitteratur, som jeg oftest er stødt på i den biblioteks- og informationsvidenskabelige
litteratur, eller som mundtligt er kommet til udtryk i andre faglige sammenhænge, for
også i dag er der folk, som er imod udviklingen.
Den ene begrundelse er åbenlyst værdimæssig og kan reduceres til, at skønlitteratur
anskues som så værdiløs, ikke mindst i forhold til faglitteratur, at der ikke er grund til at
ofre unødige midler på den. I den mest ekstreme udgave gælder det her om at bekæmpe
læsningen af skønlitteratur så meget som muligt, hvad der formentlig vil forekomme de
fleste uforståeligt i dag, men som det senere vil blive dokumenteret (se 3.1-3.3 og 4.1),
har synspunktet været forbavsende udbredt tidligere, og det kan ikke udelukkes, at det
fortsat spiller en rolle.
Den anden begrundelse er værdineutral og fortjener efter min opfattelse en mere
omfattende behandling. Her er synspunktet, at indholdet i det skønlitterære værk kan
være så komplekst og flertydigt, at det ikke på forsvarlig vis lader sig reflektere i en
bibliografisk post. Dette synes at blive underbygget af skønlitteraturens mange ’emner’,
og dertil kan lægges mange af dens andre karakteristika, såsom at teksten kan være
billedrig, symbolsk eller allegorisk, eller at fortælleren måske forekommer så
utroværdig, at det egentlige indhold snarere er implicit end eksplicit – alt sammen træk,
der betoner værkets åbne og mangetydige karakter, og som ikke blot vanskeliggør
udarbejdelsen af indholdsdata, men også kan få resultatet i form af nogle få ord eller
nogle simple koder til at fremstå som en utilfredsstillende og lidet brugbar forenkling.
Særligt nærværende er problematikken i forhold til samlinger af fx noveller eller digte,
hvor alene teksternes forskellighed kan umuliggøre adækvate emnedata på værkniveau,
18