Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

frem for kognitiv, uforgængelig viden. 352 Som sådan er ordet handlekompetence en pleonasme, da
handling er en integreret del af selve kompetencebegrebet. Hermed cementeres 1995-vejledningens
handlende, selvrefleksive og forandrende individ, men nu med fokus på kompetenceudvikling
For det andet genintroduceres ordet ‟regel‟, idet eleverne skal kunne ”fortælle om
enkle, vigtige regler for sund levevis.” 353 Med dette trinmål revitaliseres på sin vis den opfattelse, at
sundheden (i sidste ende) ikke kan være hvad som helst. Rygeeksemplet er da også taget ud, så den
meget radikale forståelse af sundhed som det, du selv definerer som det gode liv, er modereret og
mere konkrete områder af betydning for sundheden genindført. Eleverne skal nu ”give eksempler på
forhold, der har betydning for deres egen og deres kammeraters sundhed, herunder mad, søvn og
boligforhold” samt ”beskrive den daglige livsstils betydning for sundheden, herunder kost, tobak og
motion.” 354
Formålet med sundhedsundervisningen i dag er, med andre ord, at levere lærevillige,
udviklings- og uddannelsesparate individer til samfundet. Også kendt under forestillingen om
livslang læring. 355 Det nye er, at folkeskolen – og herunder sundhedsundervisningen - skal
forberede eleven til dette og dermed understreges også det processuelle frem for det forbilledlige
ved arbejdet med sundheden.
På den led synes der at være en stigende betoning af faglighed, kompetencer,
selvansvarlighed og målbarhed frem for eksistentielle udfordringer og unicitet. 356 Fortsat er fokus
på at kende til levevilkårenes betydning for sundheden (for at kunne ændre dem), betydningen af
sociale relationer, drømme om det gode liv samt handling og forandring. Med andre ord skal eleven
opdrages til ønsket om (og en forpligtelse til) evig fremgang, forbedring, udvikling og fornyelse.
352
Jeg er i min definition inspireret af Stefan Hermann, der i ovennævnte udgave af KvAN leverer en mere omfattende
analyse af begrebets herkomst og indhold (Hermann 2005).
353
Undervisningsministeriet 2005:13.
354
Ibid.:13f.
355
Lieberkind (2008) påpeger, hvordan tanken om konstant udvikling og videnstilegnelse er tidstypisk for den
pædagogiske logik i folkeskolen i dag. Hvor det overordnede formål siden 70´erne har været at medvirke til den enkelte
elevs alsidige udvikling og har vægtet det enkelte individs dannelsesproces, har dette grundlag nu forskudt sig. Nok
fremhæver formålsparagrafferne stadig den enkelte elevs alsidige udvikling, men dette nås nu via de kundskaber og
færdigheder, som eleven skal gives i skolen. Således er disse kundskaber og færdigheders formål først og fremmest at
forberede eleverne til videre uddannelse og give dem lyst til at lære mere. At motivere dem til livslang læring. I artiklen
betegner Lieberkind denne tendens som edukativ og skriver herom, at ”den edukative diskurs forskyder forestillingen
om, at pædagogisk praksis skal spændes for et social-psykologisk formål til en ny og gennemgribende interesse for
selve det processuelle ved opdragelsen og dannelsesprojektet. Det centrale er at uddannelse og læring i dag ikke har et
slutpunkt; uddannelse og læring er betinget og begrundet i et livslangt projekt.” (Lieberkind 2008:59).
356
Se også Hermann 2007:131f.
102