Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

Her indgik ‟samfundet‟ for første gang i talen om sundheden. Væsentligt var det, at
sundhedsundervisningen nu skulle have et anvendelsesorienteret fokus. Undervisningen skulle ikke
længere udelukkende oplyse om legemet og dets rette pleje, men også om årsager til og
begrænsninger for at bringe denne viden i anvendelse. Den rummede et motivations- og et
frigørelsesperspektiv og lagde i højere grad ansvaret over på eleven. Dette understreges af, at
eleven, som det ses i citatet, skulle være fortrolig med egne muligheder, men kun bekendt med
samfundets. 305
Fokus var således først og fremmest på det enkelte individs livsstil og
handlemuligheder. Imidlertid var den enkeltes sundhedsadfærd en central del af en generel
samfundsorientering, hvor
sundhedslærens mange elementer udgør en række led i samfundets samlede bestræbelser for at
styrke befolkningens viden om og indstilling til, hvordan man bedst bevarer sundheden. [...]
Herved kan skolen medvirke til at regulere det enkelte menneskes funktion i fællesskabet. 306
Holdningen var groft sagt den, at samfundet skulle oplyse individet, så det (selvstændigt) blev i
stand til handle for at fremme egen sundhed og dermed bidrage til et velfungerende (demokratisk)
samfund. På den led blev individ og samfund først og fremmest koblet gennem funktionsbegrebet.
Med de skitserede sundhedspædagogiske nytendenser i 1970‟erne, 1975-loven for folkeskolen og
den følgende vejledning for sundhedslæren fra 1976, skete der dermed interessante forskydninger i
sundhedens betydningstilskrivelse. Den begyndende diskussion af, at sundhedslæren skulle
omhandle andet og mere end det rent fysiske, og den påpegede demokratisering af folkeskolens
opgave, kom til at danne udgangspunktet for udviklingen og debatten om undervisningen samt de
læremidler og læreplaner, der udvikledes helt frem til i dag.
En af de mere kritiske stemmer i 1970‟ernes sundhedspædagogiske debat var
skolelægen Sven Helbo, der udtrykte sin bekymring omkring den begyndende sundhedspædagogik
således:
Når man i skolen lærer børnene, at 4 og 7 er 11, så er det en konkret indlæring og resultatet bliver
det samme, enten man udregner det på kugleramme eller lommeregner. […] Men hvis man i
skolen begyndte at indlære børnene en bestemt adfærd (f.eks. politisk) eller en bestemt holdning til
bestemte ting (for eller imod A-kraft), så kalder man det ikke længere pædagogik, så kaldes det
305 Jensen 1986a:61.
306 Undervisningsministeriet 1976:8.
89