Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

størrelse, afhængig af sociale relationer, seksualitet, kærlighed, det gode familieliv og det hyggelige
måltid.
Selvrealiseringskulturen synes dermed at formulere sig som civilsamfundets brud med
den hygiejniske orden og kropslige disciplinering. Kulturen kan i det perspektiv betragtes som den
sociale ulydighed indbygget i det offentlige system. Dette sker i et forsøg på at ‟styre‟ det ustyrlige,
frisatte individ, der ryger og drikker og dyrker usikker sex ved at ‟tvinge‟ det til aktivt at søge viden
om sig selv og stræbe efter et bedre, mere reflekteret og handlende selv.
Subjektet italesættes som en psykisk enhed, et menneske der tænker selv og aktivt
forandrer ting omkring sig for at skabe rum for egen udvikling. Individet skal individualiseres til
subjekt og opdrages til at følge egne spontane livsytringer, dog under hensyntagen til fællesskabet.
Begge kulturer et således præget af et selvorienteret sundhedsbegreb, hvor eleven skal skabe viden
om sig selv og sin adfærd og samtidig erhverve sig almen viden om sundhed (via hhv.
ernæringslære og behovsteorier) som baggrund for at handle sundt. Således er elevens evne til at
arbejde med sig selv i fokus. Forestillingen er, at det aktuelle står i vejen for det potentielle, at
sundhed er noget, der kan og skal fremmes som væsentlig del af egen personlige udvikling og ‟det
gode liv‟. Dette er en markant modsætning til hygiejnekulturens bakterieforebyggende og -
bekæmpende, regelbaserede sundhedsforståelse. Dermed får sundheden en mere omfattende
betydning og samtidig placeres også i stigende grad ansvaret for - og udbyttet af - det gode, sunde
liv hos individet selv.
Omkring årtusindeskiftet sker igen en væsentlig forskydning. Her forlader vi for alvor kroppen som
sundhedsmæssig a priori. Hvor kroppens indre sundhed i hygiejnekulturen skulle bevares for at
styrke den mod angreb fra udefrakommende bakterier, skal viljen nu styrkes med henblik på, via det
kropslige arbejde, at tage kontrollen over eget livsløb.
I mobiliseringskulturen mødes to væsentlige samfundsdebatter. For det første en kritik
af ‟rundkredspædagogikken‟s personligheds- og følelsesorienterede tilgang. For det andet en
erkendelse af, at der er sket en videnseksplosion, der udvander forestillingen om én sand viden.
Sundhedsmandens formaninger om, at sodavand er vand og sukker, har ikke rigtig hjulpet. Vi ved
det godt, det med sodavanderne, men vi drikker dem stadigvæk i rigelige mængder. Oplysning er
tilsyneladende ikke nok. Samtidig synes al den frihed og refleksion, der blev sluppet løs i
selvrealiseringskulturens sundhedsforståelse, ikke at lade sig styre.
223