Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

Som noget nyt opfordres eleven til at overvåge egen adfærd, bl.a. på grund af et nyt
blik på sygdomme og deres opståen. Nu vedrører de ikke længere først og fremmest bakterielle
angreb, men i høj grad dig selv. Overvågningen breder sig også ud i omgivelserne, der nu på
forskellig vis begrænser mulighederne for at træffe sunde valg. Dermed sker der en kraftig
kompleksitetsøgning, hvor eleven tvinges til at reflektere over flere og flere områder af betydning
for deres sundhed, liv og udvikling, herunder en kritisk refleksion over forældrenes livsstil. På den
led udfolder der sig en ny adfærdsreguleringsstrategi, der stadig implicerer ganske specifikke regler
for sundheden, men som på baggrund af ændrede samfundsstrukturer implicerer en mere
omfattende overvågning af stadig flere livsområder.
Forbrugskulturen må ses som et svar på et voldsomt ekspanderende marked. Mælk er
ikke længere mælk. Nu findes der forskellige typer mælk. Og nogle af dem indgår ydermere i
færdigproducerede fødevarer eller måltider. Dermed bliver viden om maden, dens produktion og
dens markedsføring væsentlig, og individet opdrages til en ny individualitet som kritisk og
krævende forbruger, både hvad angår det, der kommer i indkøbsvognen, og det der kommer i
munden. Dermed erstattes den overindividuelle funktionalitetstanke med muligheden for at skabe
sig selv. Mest prægnant er dette udtrykt ved kondiløbet. Her er ingen overordnet syntese eller
helhed, men en række enkeltstående individer, der er blevet det, de (selv) har valgt at spise, og som
følge deraf selv bærer ansvaret for egen succes i livsløbet. Den konservative organismetanke er på
den led afløst af en mere liberalistisk og markedsorienteret selvbestemmelsestanke.
Hvor forbrugskulturen fastholder det naturvidenskabelige indhold i form af ernæringslæren,
forsvinder dette fuldstændig i selvrealiseringskulturen, hvor den humanistiske psykologi bliver den
væsentligste basisfaglighed.
I selvrealiseringskulturen bliver selvskabelse til selvudvikling. Vi er tilbage ved
forestillingen om en indre natur, der kan udgøre retningslinjen for sundheden, men naturligheden er
blevet mere differentieret og kompleks. Før henviste den til en generel klinisk krop, defineret af
lægen, gældende for enhver og med funktionalitet for øje. I selvrealiseringskulturen henviser
naturligheden til et indre behovskonstitueret selv og har den enkeltes udvikling som menneske som
mål. Kroppen bliver adgang til dette indre selv, men ikke i form af en klinisk defineret anatomisk
korrekt krop. Tværtimod udgør kroppens erfaringsbundne omgang med verden netop mulighed for
sansning og oplevelse. Her handler sundhed om forelskelse, kinddans og cykelture i
anemoneskoven. Således betragtes sundheden også for første gang som en relativ og relationel
222