Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

og pædagogikken som disciplineringsteknologi blev for alvor vigtig. I Disciplineringsfasen,
argumenterer Pedersen, skulle pædagogikken opdrage til ‟individualitet-i-fællesskab‟. 257
Denne første fase gled over i den næste, medbestemmelsesfasen, der løb fra 2. Verdenskrig og frem
til 1980‟erne. Medbestemmelsesfasen refererer til en ny statsform, nemlig velfærdsstaten.
Besættelsen havde en væsentlig betydning i den forbindelse. For det første blev den et
lærestykke i, at man skulle passe på med ‟ismer‟. For (mere neutralt) at omfavne nationen opstod i
stedet forestillingen om nationen som en fælles økonomi (nationaløkonomi). For det andet skabte
efterkrigstiden myten om, at staten til trods for tabet af suverænitet i besættelsesperioden formåede
at overleve gennem borgernes loyalitet. En myte, der gjorde det muligt
efterfølgende at påstå, at folkeskolen ligesom pædagogikken havde spillet en væsentlig rolle til
fremme af denne loyalitet. Og at besættelsen derfor i sig selv udgjorde et bevis på, at
pædagogikken kunne anvendes – og endda med succes – til at danne fællesskab gennem
individualitet. 258
Velfærdsstaten var i første omgang tænkt som et forsøg på at skabe lighed ved at gøre adgang til
f.eks. skoler, universiteter og kulturinstitutioner tilgængelig for alle. Og den tankegang fik
betydning for pædagogikken.
Med udgangspunkt i en demokratisk dannelsespædagogik (reformpædagogikken),
skulle individerne nu opdrages til at være lige. De skulle opdrages til ‟fællesskab-ved-lighed‟, først
og fremmest ved, at alle skulle have samme rettigheder (adgang til skoler mv.). Dernæst også ved at
udstyre individet med en forståelse af eget ansvar for at udnytte disse muligheder. Dermed blev
individet – hin enkelte – sat i centrum, og ”i lighedens navn skulle alle udstyres med de samme
sociale muligheder, men alle skulle også opdrages til at påtage sig ansvaret for at hin enkeltes
skjulte livsytringer kunne realiseres som fællesskab.” 259
Hvor den retsdannende stat således ønskede at disciplinere den enkelte til borger,
individet i staten, ønskede velfærdsstaten at disciplinere den enkelte til medborger, et politisk
subjekt relateret til andre mennesker. Dermed skulle pædagogikken i denne periode opdrage til
‟selvrealisering-til-fællesskab‟. 260
257 Ibid.:22f.
258 Ibid.:25.
259 Ibid.:29.
260 Ibid.:24f.
78