Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

sammenhængende med og del af såvel tidligere som nuværende – og dermed også kommende –
sprog- og livsformer omkring sundhed. De anvendelser af ordet sundhed, vi møder i denne
afhandlings empiri, er det derfor heller ikke muligt at betragte uafhængigt af hverken hinanden eller
tidligere forståelser, ligesom de har betydning for de kommende.
Wittgensteins begreb om „sprogspil‟ gør det muligt at betragte kultur som betydningsfællesskaber,
hvor sproget i dets forskellige former repræsenterer verden for os og hænger tæt sammen med vores
livsformer. Idet menneskelige aktiviteter er afhængige af disse sprogspil, er tesen er dermed, at vi
ved at se på de måder, ordet anvendes på, kan vi sige noget om de betydningsfællesskaber, som det
refererer til. Med Wittgenstein cementeres således den for afhandlingen væsentlige pointe, at
sprogformer må betragtes som dybt fæstet i livsformer, og at en analyse af sprog i brug dermed også
kan betragtes som et interessant kulturanalytisk udgangspunkt.
1.3. Sundhedskulturer som forudsætning
Jeg har nu talt om kultur med begreberne betydningsfælleskaber og repræsentation. Men dermed
også sagt, at det er interessant at granske, hvordan sproglige begivenheder organiserer sig i mønstre.
I den kulturanalytiske undersøgelse bestræber jeg mig på at sætte de enkelte sprogspil i relation til
hinanden, indtil der viser sig overordnede mønstre i mangfoldigheden af ytringer. 105
Wittgenstein påpegede, hvordan vi, når vi spiller sprogspil, følger regler, der er bundet
op på livsform. Dermed blev det også en forudsætning for deltagelsen i sprogspil at kende reglerne.
Ad denne vej er det muligt at anskue reglerne som regulative regelmæssigheder, og sådanne
regulative regelmæssigheder er netop Foucaults fokus. Med Foucault tilføjes et magtperspektiv.
105 Ehn og Löfgren 2006:17. Det ikke uproblematisk at iagttage kultur ud fra begrebet mønster, idet man i søgningen
efter ligheder kan risikere at lukke øjnene for modsigelserne og disintegrationen. Forestillingen om mønstre fungerer
imidlertid som et nødvendigt og helt fundamentalt led i de fleste kulturanalytiske undersøgelser (Ehn og Löfgren
2006:47). Med begrebet om familieligheder hævder også Wittgenstein, at de forskellige sprogspil på en eller anden
måde hænger sammen. ”Resultatet af denne undersøgelse lyder nu: Vi ser et kompliceret net af ligheder, som
overlapper og krydser hinanden. Ligheder i det store og i det små. Jeg kan ikke karakterisere disse ligheder bedre end
ved ordet ”familieligheder”; thi de er forskellige ligheder som består mellem forskellige medlemmer af en familie:
højde, ansigtstræk, øjenfarve, gang, temperament, etc. etc. overlapper og krydser hinanden netop på denne måde. – Og
jeg vil sige: ‟spillene‟ danner en familie” (Wittgenstein 1999:§66-67).
34