Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

Som det ses, handler det om, hvordan magten trænger igennem og manifesterer sig i individuelle
handleformer og former for begær. Magt, viden, sandhed og praksis bliver dermed tæt forbundne
størrelser.
I værket peger han i den sammenhæng på to væsentlige ting. For det første udfolder
han her sit begreb om biopolitik. For det andet – og sammenhængende hermed - peger han på,
hvordan seksualiteten er blevet et centralt anliggende, som vi skal forholde os til og vide noget om.
Dette henviser til Foucaults mere generelle intention om at problematisere enhver sandhed om
mennesket. 138 På hver sin måde udgør disse forestillinger interessante teoretiske optikker i denne
forbindelse.
Biopolitik beskrives af Foucault som en art menneskeledelse med to forgreninger. Den ene retter sig
mod det enkelte legeme og har sit ophav i det 17. århundrede. Den anden opstår i slutningen af det
18. århundrede og retter sig mod hele befolkningen som biologisk masse. Den har
centrum i kroppen som art, i legemet, der gennemsyres af det levendes mekanik og tjene som
støttepille for de biologiske processer: forplantningen, fødslerne og dødeligheden,
helbredsniveauet, levetiden, den lange levetid, forhold, der kan give sig udslag i disse størrelser:
varetagelsen af alt dette kommer i stand ved hjælp af stadig intervention og regulerende kontrol:
en befolkningens biopolitik. 139
Denne totaliserende biomagt udgår fra staten og måler, laver statistik, beregner dødelighed,
middellevetid, frugtbarhed og reproduktion og regulerer befolkningen. I det 19. århundrede mødes
de to, og
disciplineringen af legemet og reguleringen af befolkningen udgør de to poler, omkring hvilke
organisationen af magten over livet udvikles. Den klassiske tidsalders installering af denne
omfattende teknik med dobbeltansigtet - anatomisk og biologisk, individualiserende og
specificerende, rettet mod legemets bevægelser og med udsyn over livsprocesserne – karakteriserer
en magt, hvis vigtigste funktion ikke er at udslukke, men fuldstændig at gennemtrænge livet. 140
Med biopolitik-begrebet peger Foucault på, hvordan staten, primært med forankring i
naturvidenskabelige og medicinske metoder, producerer viden om befolkningen(s kroppe og
138 Begge dele udfoldes også andre steder i hans forfatterskab. Især udfordringen af ‟sandheden om mennesket‟, der kan
betragtes som et af hans væsentligste ærinder.
139 Foucault 2006:143f.
140 Ibid.:144.
41