Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

I dag taler man indenfor kulturanalytisk forskning ofte om det komplekse
kulturbegreb. Denne kulturforståelse vandt indpas i den danske kulturforskning i 1980‟erne i en
mere eller mindre eksplicit kritik af de hidtidige kulturantagelser og med henblik på bedre at kunne
rumme og beskrive en mangfoldig og foranderlig verden. Den vendte, i modsætning til den
‟klassiske‟ antropologiske tradition, blikket mod egen kultur og betragtede kultur som
altomfattende, kompleks, tvetydig. 64 Denne afhandling indskriver sig i denne nyere kulturanalytiske
tradition.
Det centrale indenfor denne kulturforståelse er, at kulturbegrebet ikke i sig selv giver
en uproblematisk afgrænsning af en forskningsgenstand. De nødvendige afgrænsninger må man
som forsker selv eksplicitere. 65 Forskere, der arbejder med det komplekse kulturbegreb, er dog stort
set enige om, (1) at kultur er en flertalsstørrelse, der ikke kan afgrænses til en fast enhed. Man kan
tale om kultur på flere niveauer, og det kan afgrænses på flere måder afhængig af det analytiske
formål, (2) at kultur konstant er i forandring, (3) at kultur ikke er noget man har, men noget man
gør, og endelig, (4) at kultur er noget, der skabes mellem mennesker. 66
Særligt de sidste to fællestræk angiver en central pointe i denne sammenhæng, nemlig
at vi ikke kan tale om kultur uden at tale om kommunikation. Kommunikation handler i al sin
væsentlighed om sprog i bred forstand og sprog igen om fællesskaber, hvor vi deler betydninger og
forståelsesrammer. Derfor er sprog og sprogbrug også interessant for en kulturanalytiker.
En af dem, der i særlig grad anlægger et sådant kulturanalytisk udgangspunkt, er Stuart Hall (1997),
der betegner kultur som ‟shared meanings‟. Han påpeger, at
64 Birgitte Rørbye (2002) peger på, hvordan kulturforskningen har været ude for kraftige paradigmeskift de sidste tiår.
Hun skelner her mellem 1800-tallets klassiske reduktionistiske, kategoritænkende kulturbegreb (kultur er noget), som er
præget af at signalere ”os og de andre” og ”mere eller mindre” på den ene side og et universelt kulturbegreb, der er
præget af at signalere kontinuitet og fælleshed, og anlægger et hverdagsperspektiv på kultur som alt, og som noget alle
har. Som et tredje perspektiv, der principielt rummer de to andre, da der herudfra ikke skal eller kan fastlægges klare
grænser mellem de forskellige kulturforståelser, peger hun her på det komplekse kulturbegreb, der også ligger til grund
for denne afhandling (Rørby 2002:116f). Denne retning præges ifølge Rørby af to perspektiver. På den ene side et
hyperkomplekst perspektiv, der interesserer sig for sammenvævning, spændingsfelter og betydningsuniverser og kan
knyttes til nøglepersoner som Kirsten Hastrup, James Clifford og Hans Fink. På den anden de teoridannelser, der med
udgangspunkt i M. Foucault og J. Habermas, anlægger et mere emancipatorisk og magtorienteret perspektiv (Rørbye
2002:117). De to perspektiver behøver, for mig at se, ikke at udelukke hinanden. I denne afhandling er den Foucault
inspirerede tilgangs hensigt først og fremmest at se på spændingsfelter og betydningsuniverser. Samtidig, kunne man
hævde, er det emancipatoriske en potentiel konsekvens af (enhver) kulturanalyse.
65 Fink 1988:23.
66 Jensen 2005b:22.
26