Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

forbrugskultur at indskrive sig i en kristen moral, hvor nydelser forstås som kødets (irrationelle)
begær og efterfølgende diskvalificeres og udsættes for regler, undertrykkelse og kontrol. 499
I forbrugskulturen er kroppen potentiel usund, og sundheden er blevet uselvfølgelig.
Derfor er en yderligere civilisering af kroppens natur via den rette regulering af forbruget af yderste
væsentlighed. Kompleksiteten øges i og med den konkrete ydre fjende, bakterierne, transformeres
til en mere subtil fare – dig selv. Det sunde individ er således det, der formår at overvåge, reflektere
over og kontrollere sig selv i en verden fuld af farefulde fristelser.
Sundhed handler ikke længere om at vedligeholde en oprindelig tilstand. Sygdomme
skyldes ikke længere ydre bakterier, men upassende (både i betydningen ‟noget der ikke er afstemt‟
og ‟noget der ikke retter sig efter de gældende normer‟) forbrug. De sundhedsmæssige praksisser
skal derfor heller ikke rettes mod styrkelse af en legemlig oprindelighed, men mod sikring af den
individuelle adfærd. Der må en ydre madklokke, en nøje overvågning og – som vi skal se i det
følgende - en god portion indsigt, fornuft og ansvarlighed til.
Hvem bestemmer, hvad vi spiser?
Følgende eksempel illustrerer, hvad der betragtes som den væsentligste begrænser for elevens sunde
valg, nemlig manglende indsigt. Hermed italesættes det enkelte individs frihed til at vælge sit
forbrug som noget, der opstår, når dette individ er oplyst og har indsigt.
Statens Husholdningsråd 1986/87b: arbejdsark 28b.
499 I Brugen af nydelserne - seksualitetens historie 2 (2004) analyserer Foucault antikkens diætetik. Han viser her,
hvordan grækernes diætetik var rettet mod at beherske – og netop ikke undertrykke – nydelserne. I modsætning til dette,
betragter den kristne moral ifølge Foucault begæret og nydelserne som værende af det onde, hvorfor præcise tidsplaner
og faste regler for omgangen bliver væsentlige (Foucault 2004:133f). Turner (1992) tager pointen op og påpeger,
hvordan diæter siden det klassiske Grækenland har været et fast element i det religiøse liv indenfor kristendommen som
et redskab til at beherske lysten. Han tilføjer: ”I et samfund, hvor disse overordnede religiøse forestillinger spiller en
meget ubetydelig rolle i kulturen i almindelighed, bliver sundhed i sig selv en begrundelse for at gå på diæt” (Turner
1992:116).
146