Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

Mønstre af betydning
I Vidensarkæologien (1969) forsøger Foucault at bestemme, hvad han har foretaget sig i sine
foregående værker. 106 Her skriver han bl.a., at
i det tilfælde, hvor man mellem objekterne, fremsigelsestyperne, begreberne, de tematiske valg,
kunne definere en regelmæssighed (en orden, nogle korrelationer, nogle positioner og funktioner,
nogle transformationer), vil man som en vedtagelse sige, at man har at gøre med en diskursiv
formation – idet man således undgår nogle ord, der er alt for belastede af betingelser og
konsekvenser, og som i øvrigt er utilstrækkelige til at betegne en sådan spredning, nemlig ord som
”videnskab”, ”ideologi”, ”teori” eller ”objektivitetsområde”. Man vil kalde de betingelser som
elementerne i denne fordeling (objekter, modalitet for fremsigelse, begreber, tematiske valg) er
underlagt for formationsregler. 107
Med citatet peger Foucault på to ting. For det første, hvordan han i sine tidligere værker har søgt
efter regelmæssigheder (mønstre). I dette tilfælde betegner han en sådan regelmæssighed som en
‟diskursiv formation‟. For det andet, hvordan han har undersøgt (muligheds)betingelserne for, at
(bestemte) sproglige begivenheder overhovedet kan finde sted og anerkendes som meningsfulde. I
det følgende vil jeg se nærmere på disse to tematikker.
Regelmæssighederne hos Foucault er blevet kaldt forskellige ting. I udlægningerne af Foucault
betegnes de oftest ‟diskurs‟ og opfattes som en strukturel orden, der udelukkende vedrører det
sproglige, og som konstruerer verden. 108 Hvorvidt Foucault selv bedrev diskursanalyse i denne
gængse forståelse og anvendelse af begrebet er tvivlsomt. Det er primært i Vidensarkæologien og i
Talens forfatning (1970) 109 , at Foucault selv benytter betegnelsen ‟diskurs‟. Her lyder det, at
endelig tror jeg nok, at jeg har mangfoldiggjort ordet ”diskurs‟” betydninger, i stedet for lidt efter
lidt at indsnævre dets så flydende betydning: Snart er det alle ytringernes generelle domæne; snart
en individualiserbar gruppe af ytringer; snart en reguleret praksis der gør rede for et vist antal
ytringer; og selve dette ord, diskurs, som burde have tjent som grænse og hylster for udtrykket
ytring, har jeg ikke ladet det variere, i takt med at jeg forskød min analyse eller dens
anvendelsespunkt; i takt med at jeg tabte selve ytringen af syne? 110
I Vidensarkæologien beskrives diskursbegrebet således som en flydende betegner. En diskurs kan
både være en helhed af udsagn, de formationsregler, som udsagnene følger og det felt, som alle
106 Bl.a. i Klinikkens fødsel (2000a). Der er ikke tale om en decideret metodebeskrivelse. Som tidligere nævnt må
Foucaults ‟metode‟ (i det tilfælde, man kan tale om en sådan) snarere betragtes som en samtidsdiagnosticerende
filosofisk undren.
107 Foucault 2005:83.
108 Raffnsøe m.fl. 2008:181f. I den forbindelse er Foucault ofte blevet kritiseret for at reducere alt til sprog og dermed
mennesket til en ufri størrelse underlagt determinerende strukturer (se bl.a. Bredsdorf 2003).
109 Disse betragtes ofte som hans væsentligste diskursanalytiske værker.
110 Foucault 2005:132.
35