Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

I citatet knyttes sundheden (som i hygiejnekulturen) til en form for oprindelighed ‟bestemt af
naturen‟, men fra hygiejnekulturens fremstilling af kroppens indre som et anatomisk landkort, der
kunne bestemme den sunde tilstand, er der her tale om en fornemmelse for det sunde. Spørgsmålet er
ydermere, om den overhovedet er tilstede. Der er nemlig tale om et ‟hvis‟. Vi kan således ikke
forlede os på denne fornemmelse, for den er blevet overdøvet af civilisationens mange fristelser.
Især junk-food, burgerbarer og bagerbutikkens fristelser udgør problemer for sundheden. Kroppen
selv er blevet fjenden.
Ifølge udsagnet kan vi løse problemet ved at (gen)finde den indre fornemmelse og
‟bruge denne fornemmelse noget mere‟. Men så enkelt er det alligevel ikke, viser det sig i tekstens
tale om smagen. Her er der ikke ‟bare‟ tale om et civilisationsforstyrret system. Vi har nemlig en
medfødt kærlighed for det søde:
Sukker smager godt. Inde på tungen har vi nogle smagsløg, som kan smage, når vi spiser noget
sødt. Når vi først har fået appetit for søde sager, spiser vi dem ofte og gerne, selv om vi ikke er
sultne. 495
Det søde er nok rart, men ikke godt for kroppen, og vi kan derfor ikke forlede os på smagen, hvis vi
vil vide, hvad der er godt for os. Når smagen trækkes frem, er det derfor ikke med henblik på at
smage på maden, genkende smagsstoffer eller undersøge om noget smager godt. Smagen har ikke
nogen sammenhæng med sundheden. Tværtimod er smagen en fjende for sundheden. Derfor har
materialet også fokus på kræsenhed som fænomen, da det ”kan stille sig hindrende i vejen for, at
kostrådet om at spise varieret kan opfyldes”. 496
Drifter og fornemmelser, der umiddelbart føles naturlige og rigtige, kan således vise sig at være
usunde og indbildte. Derfor kan Snaske ikke lade sulten bestemme, da den vil drive ham ned til
bageren og chokoladebollerne. Heldigvis leder Krumme (‟fornuften‟) ham på bedre veje, til
grovboller med ost, æbler og mælk. Sundheden består da først og fremmest i evnen til at skelne
mellem en sand, sund natur på den ene side og uægte, usunde og forkerte drifter på den anden. I
sidste ende man må lade tanken og fornuften - og ikke kroppen - råde, hvis man vil være sund.
Dette minder om hygiejnekulturens opfordring til ikke at lade ‟stå til‟, men netop nøje
regulere og overvåge kroppen og dens behov. Igen med udgangspunkt i et naturvidenskabeligt
generelt gældende ideal og ikke med udgangspunkt i den enkelte krops organisationsprincip. Hvor
495 Statens Husholdningsråd 1986/87a:arbejdsark 19.
496 Ibid.:arbejdsark 4.
144