Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

7.5. Sundhed som selvrealiseringskultur – opsamling
Sundhed som selvrealiseringskultur henviser til en kultur, der sætter den enkelte og dennes
personlige udvikling i centrum for sundheden. Først og fremmest handler sundhed om at finde sig
selv og om at være menneske. Dermed transformeres sundheden til en personlighedsdannende rejse
med Maslows behovspyramide som den væsentligste vejviser. Sundheden viser sig ved det individ,
der har fået indfriet hele pyramiden og befinder sig på selvrealiseringens niveau.
Der er således tale om to grundlæggende antagelser i denne kultur. For det første at
mennesket har et indre autentisk jeg, som det kan finde, og som kan være retningsangiver for dets
valg. Væsentligt i den forbindelse er indsigt i behov og følelser. For det andet at det kan skabe sin
egen tilværelse gennem valg og handlinger og således er selvkontrollerende, selvstyrende og i stand
til at forholde sig frigørende og forandrende til verden.
Med selvrealiseringskulturen forlader vi markedsperspektivet og bevæger os ud i
mangfoldigheden og livet. Her lægges vægt på den personlige historie og de personlige
livsbetingelser, på følelser, behov og sociale relationer, og eleven engageres som subjekt og
medborger frem for forbruger. Livsstils- og levevilkårsbegreberne, som for første gang optrådte i
forbrugskulturen, er stadig centrale, men med perspektivskiftet formuleres levevilkårene ikke
længere som forældrenes spisevaner, supermarkedets indretning og varedeklarationer, men som
arbejdsvilkår, fællesskaber og kønskonstruktioner. Livsstilsbegrebet har fortsat en central rolle, som
den måde, eleven vælger at leve på. Dog ændres overvågning af adfærd til overvågning og
efterlevelse af behov og det indre følelsesliv, og livsstilsbegrebet får et mere oplevelsesbetonet
betydningsindhold, hvor en nydende livsstil skal fremmes (og ikke tæmmes).
Det har den konsekvens, at sundhed bliver et relativt begreb knyttet til den enkeltes
følelser og behov og opfattelse af ‟det gode liv‟. Dog med den væsentlige antagelse, at det gode
giver sig i det indre og vil manifestere sig, når selvrealiseringsprocessen går i gang. Således er der
er tale om omfattende indføringer i og oplysninger om det at være menneske og opfordringer til via
introspektion og bekendelse at opnå størst mulig autonomi og frihed. Samtidig sikrer en subtil
‟holdnings- og beslutningsdiskurs‟, at individet forvalter friheden og de spontane livsytringer
forsvarligt. 620
620 Den væsentligste forskel mellem Foucaults filosofier og det menneskesyn, vi møder i denne kultur, er, at denne
kultur baserer sig på forestillingen om en indre essens, en autentisk kerne, der kan være retningsgiver for vores liv. I
modsætning til dette, afviser Foucault enhver sandhed om, hvem vi er. Der er ifølge Foucault intet universelt i den
menneskelige natur, og det har også konsekvenser for selvdannelsen, der ifølge Foucault skal forme sig som et
kunstværk. Ingen egentlig frihed er mulig, men vi kan lære at indse magten og udnytte dens produktive karakter.
Problemet, påpeger Foucault, opstår netop når noget får patent på fortolkningen af, hvem vi er. Vi skal ifølge Foucault
190