Fra legmets pleje til viljens styrke. - Læremiddel.dk

Ikke mindst omtales fedme som en ‟epidemi‟. Ordet bruges normalt om
virussygdomme. Hvor det at være fed før var en (mere eller mindre uhensigtsmæssig) kropslig
tilstand, bliver det her en patologisk tilstand. En tendens, vi så ansatser til i forbrugskulturen.
Men en ting er, at den fede er syg. Sygdommen har også en række konsekvenser.
Ifølge teksten medfører fedme ”problemer med lavt selvværd, ensomhed, mobning osv.” 649
Kausalforholdet minder om alkoholikerens. En usund adfærd fører til personlighedsmæssige og
sociale problemer (og ikke omvendt). Teksten synes dermed at sige, at fedme i sig selv medfører
ensomhed og mobning.
Vender vi tilbage til virusmetaforikken, er det interessant, at netop omgangen med et
virusbefængt menneske ofte er præget af isolering og afstandtagen – for at undgå smitte. Så længe
fedme er en epidemisk sygdom, kunne man hævde, er det måske ikke så mærkeligt, at tilstanden
medfører ensomhed. 650 At omtale fedme, som noget, der skal bekæmpes 651 , indebærer den
opfattelse, at det fedt, der sidder på kroppen, ikke er en del af ‟dig‟. Det betragtes som noget, der
nok er på vores krop, men ikke som noget, vi kan eller skal identificere os med. Dette afspejler sig
bl.a. i udsagn som, at fedtet ”sætter sig” på kroppen, at man har ”fedt på sidebenene”, og at kroppen
”oplagrer fedt”. 652
Krop og fedt omtales således som to forskellige størrelser hvor kroppen er noget andet
end det fedt, der er på den. Fedtet ligger, som sveden, maden og afføringen, på grænsen af jeg og
ikke-jeg og bliver denne kulturs mest prægnante udtryk for usundhed og uorden. Som en
ekstremisering af forbrugskulturens ‟smid din overvægt‟ etablerer bestræbelsen på at slippe af med
fedtet sig som en form for fremmedhed overfor kroppen, og den sundhedsmæssige praksis retter sig
først og fremmest mod konkrete dele af kroppen, der skal bekæmpes og fjernes (ikke bare renholdes
eller reguleres).
Dermed sker der også det at fra, at usundheden kunne lugtes på et menneske, kan det
nu ses på et menneske, om det er sundt eller usundt. Det sunde menneske er ikke længere lugtfrit,
649 Ibid.
650 Susan Sontag (1979) peger i sin bog Falske forestillinger om sygdomme – fremkaldt af forkert sprogbrug på,
hvordan sygdomme i høj grad er omgæret af metaforiske tænkemåder. Disse vækker nogle forskellige former for frygt
og har betydning for den adfærd omverdenen udviser omkring den syge. Hun opfordrer i bogen til at afmytologisere
f.eks. kræftsygdomme som ofte betragtes som mystiske, ondsindede og skurkagtige (Sontag 1979:8).
651 Fedtet betragtes ikke udelukkende som sundhedens fjende. Det lyder også, at ”kroppen har brug for fedt”. Mere end
at betragte dette som et modstridende udsagn skal det imidlertid betragtes som en meddiskurs, idet der henvises til at
konstant opmærksomhed på fedt (hvor meget og hvilket) er nødvendigt. Ligeledes understreger udsagnet, at det ikke så
meget er fedt som fedme, der er fjenden. Det markerer også, hvordan kroppen og ikke maden er i centrum.
Fedtfokuseringen i materialet er i øvrigt også grunden til, at sukkeret nu italesættes som særligt usundt. Det forholder
sig nemlig sådan, at ”organismen kan omdanne sukker til fedt.” (Politiken 2005:6).
652 Bl.a. Politiken 2005:5f.
201