Hør dog hvad de siger - Note-to-Self: Trials & Errors

I samfundet udenfor kan der derimod godt være for mange unødvendige engelske ord, a la det
argument vi så informanten fremføre i (1) – der er altså ikke nogen én til én-korrespondens
mellem fokus på arbejde og engelskpositivitet.
D’erne, arbejdere i traditionelle virksomheder, siger noget lignende om deres arbejde,
nemlig at der ikke bruges for mange engelske ord – men her i kombination med en udtrykt
opfattelse af at der faktisk ikke bruges mange. Ligesom blandt lederne kan det dog godt
kombineres med udsagn om at der bruges for mange engelske ord andre steder, fx blandt unge,
sådan at resultatet på afkrydsningsskalaen bliver et forholdsvist enigt svar.
Blandt B’erne og C’erne, de ’moderne’ livsstile, fremdrages arbejdslivet også, men her
er det typisk for at sige hvordan der bliver brugt for mange engelske ord i visse brancher, af
visse personer osv.
(3) Der er nogle brancher som blandt andet reklamebranchen der excellerer i de
her ord. Og problemet er [at]de skifter hele hvad hedder det vocabularyet ud
hvert år fordi det skal lyde smart, og de skal helst lige være et hestehoved foran
kunderne. Så de har altid nogle nye ord for nogle ting og så sidder
kunden ”neej”, det vil han gerne betale to tusind kroner for i timen ikke. Selvom
hvis du tager og oversætter ordet [og] lige tænker over hvad ordet betyder, så
findes det formentlig allerede. [Inf 3, mand, B]
Det der er i fokus, er altså ’blære-effekten’ ved brug af engelske ord. En kritisk holdning til
den ser i øvrigt ud til at forene de ’lave’ mod de ’høje’ på tværs af skellet
mellem ’traditionelt’ og ’moderne’, nemlig derved at de to ’lave’ livsstile nævner ’jobtitler’
som et særligt område – ikke nødvendigvis som et særligt centralt eller vigtigt område, men
stadig øjensynligt vigtigt nok til at nævnes:
(4) Vi kan jo alle sammen hedde et eller andet åndssvagt på engelsk så det lyder
rasende fint, ikke. […] Altså jeg har det jo ikke skidt med at sige at jeg er
lagerarbejder, vel altså, men der findes garanteret et smartere engelsk ord for
det som ville lyde skidegodt hvis du skulle ud at score på et eller andet
diskotek [Inf 34, mand, D].
Ser vi altså på mændene alene, synes der at være tale om noget man kunne kalde en ‘diskursiv
kamp’: Sprogholdninger og især konkurrerende definitioner af problemstillingen bruges til at
markere sociale positioner og oppositioner. Det er tydeligt hvordan det som af én gruppe
opfattes som nødvendige og uomgængelige fagord, af andre opfattes som overflødigt, lånte
fjer og tom staffage. Når informanter i en livsstil kritiserer en anden livsstils brug af engelske
ord – som i (3) - er det selvsagt ikke en kritik af ordene, det er en kritik af livsstilen(s
medlemmer). Kritikken er derfor heller ikke så meget et normativt krav om sproglig
127